Tobias bad måbende 'løver' om 50 kroner: 'Jeg har fået alt ud af det program, jeg kunne'

Det var en historisk lav værdiansættelse, Tobias Henius bad "løverne" om.

- Da jeg fik ideen til Grums for 30 år siden, var vand ikke en ressource, vi skulle spare så meget på. Jeg tænkte mere på, at det stoppede mit afløb til, når jeg smed grumset ud i vasken, siger iværksætteren Tobias Henius om sin opfindelse. (© DR / Illustration: Oliver Seppo)

Spoiler: Læs ikke videre, hvis du ikke vil vide, hvad der sker i det nyeste afsnit af 'Løvens Hule'.

I 'Løvens Hule' kan de fem "løver" godt investere med hjertet. Men når alt kommer til alt, er det altid den gode investering – og dermed afkast og plus på bundlinjen – de har i fokus.

En meget sjælden gang kan det så ske, at der kommer en iværksætter ned ad trappen, der rører løverne i en sådan grad, at de kaster deres principper væk for at hjælpe – uden at få en krone for det.

Et af de øjeblikke fandt sted i det nyeste afsnit af 'Løvens Hule', da den håbefulde iværksætter Tobias Henius præsenterede sin opfindelse Grums – en beholder, der fanger kaffegrumset i bunden af en stempelkande, så det let kan smides ud uden at bruge mange liter vand på at skylle kanden ren.

For her var det først hans højst usædvanlige værdiansættelse, der fik løverne til at spidse ører.

- Jeg vil gerne afstå 20 procent for 50 kroner. Tak for jeres tid, lød det fra 52-årige Tobias Henius til de målløse løver, der normalt bliver spurgt om en del flere nuller efter femtallet.

Tobias Henius fik 'løverne' til at spærre øjnene op med sin værdiansættelse, der lød på sølle 50 kroner for 20 procent af hans virksomhed. (Foto: © Per Arnesen, DR)

Til det sagde den garvede Jesper Buch, der har været med i samtlige otte sæsoner:

- Det er en værdiansættelse på 250 kroner. Det tror jeg ikke, jeg har hørt før.

Til det svarede Tobias Henius:

- Jeg har ikke en forgyldt forretningsplan. Jeg skal bare have til bussen hjem.

Måtte tørre øjnene

Men hans historisk lave værdiansættelse var ikke det eneste, der overraskede dommerne.

For da de spurgte ind til hans baggrund, fortalte Tobias Henius sandheden råt for usødet; at han er bipolar med store udsvingning i humøret.

- Ved hjælp af blandt andet antipsykotisk medicin har jeg ikke haft en "episode" siden 2017. Men det har taget lang tid at komme dertil, lød det.

Og helt uden at vide det rørte hans forklaring 'hunløven' Louise Herping Ellegaard dybt.

Det tog hende nemlig tilbage til en barndom, hvor hun havde den psykiske lidelse på tætteste hold.

- Tobias, jeg er vokset op med en far, der var maniodepressiv. Nu bliver jeg lidt rørstrømsk. Det var ikke sjovt. Så jeg tænker, hvordan har du det så ikke? Men jeg synes, det er så sejt, at du ikke har haft et anfald siden 2017 – så det vil jeg gerne støtte op om også. Hvad end det skulle være, sagde hun.

Så rejste hun sig op og gav Tobias Henius et kram med ordene: "Jeg synes, du er så sej, altså", mens de begge var tydeligt bevægede – hvilket også rørte de andre i studiet, inklusiv erhvervsløven Jacob Risgaard, der måtte tørre øjnene.

Det rørte Tobias Henius, at 'hunløven' Louise Herping Ellegaard åbnede op og fortalte om sin fars lidelse – for det fik ham til at tænke på sine egne to voksne børn og sin bonusdatter, som han alle tre er han tætte med. Hans ene datter hjælper med sociale medier i hans virksomhed. (Foto: © screenshot, DR)

'Det var et stærkt øjeblik'

I dag husker Tobias Henius stadig det øjeblik i studiet helt tydeligt.

- Der havde vi et empatisk moment. Folk spørger altid, hvad det vil sige at være bipolar, for der er ikke mange, der ved det. Men da Louise fortalte det med hendes far, opstod der en forståelse af, at jeg jo også har voksne børn, der har levet med en bipolar far. Så vi følte sympati for hinandens situation. Det var et stærkt øjeblik, og ikke ét, jeg havde forventet, da jeg forberedte min pitch, siger han til dr.dk.

Selv "debuterede" han, som det hedder, som bipolar i starten af tyverne, hvilket kort sagt betyder, at man svinger mellem usunde tilstande af depression og mani. Det kan være ødelæggende for en karriere og lægger pres på familie, kærester og venner, som han selv forklarer.

Trods sygdommen læste han først industrielt design på Kunstakademiet og fik bagefter en 16-årig karriere i tv-branchen som klipper og producer, hvor hans chef kendte til og accepterede hans udfordringer.

Desværre endte karrieren i 2013, da han og tv-branchen "måtte skilles", og han blev fyret – blandt andet, ifølge ham, fordi der stadig er et tabu omkring det at arbejde med en kollega, der har psykiske udfordringer.

I dag har han et fleksjob i en virksomhed, hvor han tre dage om ugen er ansat som "searcher", der afsøger markedet efter gode kandidater til lederstillinger. Et job, han er utrolig glad for.

Og så banker hans hjerte for den opfindelse, han skabte for 30 år siden, som nu har bragt ham i 'Løvens Hule'.

Erhvervskvinde og iværksætter Louise Herping Ellegaard har selv haft bipolar lidelse i nærmeste familie, så hun rejste sig op og gav Tobias Henius et stort kram. (© DR)

Han beskriver det først som "grænseoverskridende at stille sig frem på landsdækkende tv og fortælle, at man er psykisk syg".

Men så retter han sig selv.

- Kan vi ikke finde et andet ord end "grænseoverskridende"? For det gik ikke over min grænse at fortælle om det, da det er del af mig og min historie. Det var mere, at jeg lige skulle tage tilløb til at fortælle noget så personligt til så mange ukendte mennesker, der kommer til at se med.

Holdt 'løverne' løfterne?

Det var en atypisk fremlæggelse, der resulterede i, at han gik derfra med nogle atypiske aftaler med 'løverne'.

Alle fem lovede hver især at kontakte deres netværk i forsøg på at hjælpe produktet frem.

Og de tre 'løver', Jacob Risgaard, Anne Stampe Olesen og Louise Herping Ellegaard, gik sammen om den meget beskedne og historisk lave investering – på den betingelse, at de ville kunne bidrage med noget konstruktivt efterfølgende.

Men hvordan er det så gået, efter kameraet slukkede?

Tobias Henius forklarer, at 'løverne' efterfølgende levede op til deres løfte om at hive fat i deres kontakter. Men da de efter flere forsøg ikke kunne få hul igennem i netværket, endte det med, at de alle faldt fra som investorer.

Tobias Henius mener, vi skal blive bedre til at huske at passe på os selv og ikke bare knokle på. - Som iværksætter kan jeg ikke holde til at arbejde 60 timer om ugen, men det mener jeg heller ikke andre bør – lidelse eller ej. Også selvom nogle fra den gamle skole mener, en "rigtig" iværksætter bør arbejde dag og nat. (Foto: © Conrad Fields)

Er du skuffet over det?

- Overhovedet ikke. Jeg har fået alt ud af det program, jeg kunne. Det gav mig mod på projektet, og især Anne har været fantastisk at sparre med. Det gav mig blod på tanden til at komme i gang med benarbejdet og selv lave opsøgende salg.

Stolt fortæller han, at han har fået aftaler med Kop & Kande og er kommet op på omkring 44 butikker og cafeer, der sælger hans produkt.

Selvfølgelig vil han være ærlig og sige, at hvis der kommer 300.000 kroner dumpende ned fra himlen fra en investor, vil han tage imod beløbet med kyshånd, da han ønsker at producere sin opfindelse i Danmark i stedet for Kina.

Det håber han at realisere en dag. For selvom det er 30 år siden, han fik idéen til sin opfindelse, er Tobias Henius nu selv et sted, hvor han kan og vil sætte alt ind på den.

- Jeg drømmer om, at jeg kan rejse rundt i verden og sælge min dims og leve af det. Nu har jeg fået det skub, jeg havde brug for, siger han.