Med et glimt i øjet, stort smil og farvestrålende tøj konkurrerer genbrugsekspert Niels Jørgen Jørgensen i DR's populære 'Loppen & Lærlingen' mod makkeren Rikke om, hvis lærlinger der får størst fortjeneste ud af loppefund.

Men selvom der er tale om et rigtigt "feel good"-program, mærker 39-årige Niels Jørgen i den grad bagsiden af medaljen ved at være på tv og skille sig ud fra mængden.

På Instagram skriver fremmede mennesker hadske privatbeskeder til ham, og i kommentarsporene på sociale medier kan han læse en lang række nedgørende bemærkninger om sig selv.

Folk råber efter ham på gaden, og for nyligt var der et andet voksent menneske, der spyttede på ham.

Kritikken har stået på, siden første afsnit blev sendt for knap to måneder siden, og den går ikke på seernes utilfredshed med hans genbrugsjagt.

Det er noget helt andet, der er i fokus.

"Fuck du klam hvorfor skal vi glo på dig igen", som en skriver.

"Jeg troede, det var en kvinde, indtil jeg kiggede op. Wow, ok, en mand i en kvindekrop så. Sagde til min mand: prøv lige at se ham der, min mand kiggede op og så h*n og spurgte, om det var hende, han skulle se. Mig: Det er en mand. Ham: What – og var lige ved at falde ned ad stolen", ytrer en anden i et offentligt kommentarspor på Facebook.

Som altid prøver Niels Jørgen, der til daglig er projekt manager på Guldsmeden Hotels, at ryste det af sig – nøjagtig som han også gjorde, da han gav tips om smukke julegaver i 'Aftenshowet', medvirkede i TV 2's 'Fantastiske hammerslag' og 'Fantastiske fund', eller dengang han var vurderingsekspert hos Lauritz.com, hvor han præsenterede tingene på skærmen.

Men for nylig blev det for meget for Niels Jørgen, da én bestemt person sendte ham flere privatbeskeder af en karakter, der var langt over grænsen for, hvad han ville finde sig i.

"Hvorfor bliver man som dig, så fucking vattet og snakker som en kælling. Sker det, når man får p** i r****. Hvorfor knækker jeres håndled og stemmebånd?????"

Først valgte Niels Jørgen at se bort fra beskeden, indtil personen skrev igen ugen efter med samme tone. Og så anmeldte han personen til politiet. Noget, han ellers aldrig havde gjort før af frygt for at blive konfronteret med "sine mobbere", som han selv kalder dem.

- Nu blev det bare for voldsomt. Jeg har altid bare ladet det det fare og prøvet at sige til mig selv, at det ikke rørte mig. Men det her kunne jeg ikke ignorere, og jeg blev også bange for, at han pludselig kunne stå nede foran min dør, fortæller Niels Jørgen.

Hvorfor tror du, folk har så stor en trang til at kommentere på dig?

- Jeg er jo hverken frisør, danser eller reality-kendt, som er en boks, man normalt bliver puttet i. Min boks findes ikke rigtigt, og det tror jeg, gør folk ekstra usikre.

'Vi kan jo ikke allesammen gå i skovmandsskjorter'

Det ville være meget nemmere, hvis han i stedet kunne gå i grå bomuldssweatre, fjerne de guldfarvede hoops (øreringe) fra ørerne, smide de markante fingerringe og droppe neglelakken.

Kort sagt: klæde sig "normalt" og blende ind i mængden.

Men Niels Jørgen nægter at ændre på sig selv og sin person for at indrette sig efter normen. Som da han var ung og skulle ud at købe sorte sko med sin mor og endte med at komme hjem med gule plateaustøvler i stedet. Eller da han gik på loppemarkeder og fandt smukke pelse og vintagetasker, som han selv tog på.

Ikke for at provokere, men fordi det var ham og hans stil.

- Nogle siger, at jeg ligner en klovn, men øh, nej, det er Balmain og Dior, griner han.

Så bliver han seriøs igen.

- Hvorfor kan jeg ikke tilpasse mig og være én, man ikke lægger mærke til – som dem selv – så de kan få det bedre? Men vi kan jo ikke allesammen gå rundt i skovmandsskjorter. Det kommer jeg aldrig til, jeg har været sådan her hele mit liv, jeg gør ingen fortræd, andet end at se ud på en måde, de ikke er vant til – og det skal man acceptere.

Han understreger, at man godt må være nysgerrig – og det er der mange, der er. Men det handler om tonen og respekten.

For eksempel var der én, der skrev, at hans søn ikke skulle se på "sådan en mandedame", og det gjorde Niels Jørgen trist.

- Sådan en kommentar er meget voldsom, og det gør mig ondt, når jeg så tænker på de unge mennesker og børn, jeg har mødt, som elsker mig. De ser et menneske, som er lige præcis det menneske, jeg skal være. Det gør mig ondt, at der sidder nogle voksne og har så ondt i sulet over dem, der ikke lige passer ind i en boks som det ene, andet eller tredje.

Men må du ikke forvente kommentarer, når du er på tv?

- Det var mit eget valg at sige ja til at medvirke, og jeg var helt klar over konsekvensen "for sådan én som mig" ved at være på skærmen, så jeg vil ikke sidde her og sige, at det er synd for mig. For selvfølgelig må man have en holdning til min faglighed – om jeg er dygtig, fjollet, usynlig, for synlig, eller hvis min genbrugsstil måske ikke er dem.

- Men jeg beder bare om, at man tænker sig om, inden man skriver noget personligt om, at jeg hverken er mand eller dame, eller at jeg er "så fucking snotdum at høre på" på grund af min stemme.

Hvordan føles det at læse sådan noget fra fremmede?

- Én ting er, at jeg undrer mig over, at man ikke tænker sig om, når man skriver sådan noget til andre mennesker. Hvad nu hvis andre talte sådan til dig eller dit barn? En anden ting er, at jeg godt kan blive ked af det og føle mig som et barn igen. For jeg har jo hørt på det hele mit liv.

Hårdt at skille sig ud som lille på Lolland

Barndommen på Lolland var hård for lille Niels Jørgen.

Hans mor og far og tre storesøstre boede på en familieejet bondegård, og de har altid været der for ham – hans safe space. Men udenfor kunne verden være brutal, når man ikke var som de andre.

Fra han kan huske, var han enormt interesseret i smukke ting, kunne lide at klæde sig på, og elskede sin farmors hæle. Som han selv siger, var han "stor-æstetiker fra helt lille" og kan se på sine gamle skolebilleder, hvordan han havde sat sit hår.

Det var meget atypisk fra de andre drenge på Lolland – og det gik ikke ubemærket hen.

Hurtigt blev han fortalt af de andre, hvad han var, før han selv vidste det. Han husker tydeligt, da han var syv år og blev kaldt for "trans" første gang. Han anede ikke, hvad ordet betød, men vidste, at det var ment som dårligt.

Han husker også, hvordan han gik grædende hjem ad markvejen fra skole.

En dag havde han klædt sig ud som en gammel dame i en leg med en pige, og pludselig rygtedes det på skolen, at han gik i dametøj.

Her startede den mangeårige mobning for alvor, hvor han fortæller, at han blev kaldt navne og blev også slået af en gruppe drenge.

- Jeg blev gjort forkert, fordi jeg tydeligvis var anderledes. Det var så forvirrende, for jeg voksede op i et dejligt og kærligt hjem, hvor jeg godt måtte lege med Barbie, men når jeg så kom ud i verden, var det bare ikke okay.

Mobningen gik også ud over forholdet til hans eget navn. Niels Jørgen er opkaldt efter sin tipoldefar, men havde i mange år enormt svært ved at identificere sig med det på grund af andre folks reaktioner.

"Hedder du Niels Jørgen? Jeg troede, du var en dame", eller "Du ligner godt nok ikke en Niels Jørgen" er nogle af de kommentarer, han altid har skullet høre på. Det er først nu i voksenlivet, at han er begyndt at "owne" sit navn.

- Tænk, at det at sige sit eget navn kan få følelser fra mobningen i barndommen frem igen. Det er jo det samme med de beskeder, jeg har fået. Selvom jeg nu er næsten 40 år, kan jeg stadig føle mig som en på syv indvendigt, når folk skriver, at jeg er dum og grim og ulækker.

Sagde først nej til 'Loppen & Lærlingen'

Selvom Niels Jørgen vidste, at det ville blive værst for ham selv, insisterede han på at møde op i skole og ungdomsklubben. Når han tænker tilbage, kan han stadig ikke forstå, at han turde, fordi han var så bange.

Men han husker også, at han blev frygtløs og stædig, fordi han jo havde lige så meget ret til at være der som alle de andre.

Det samme gør sig gældende på tv.

Faktisk sagde han først nej, da han blev spurgt, om han ville være med i 'Loppen & Lærlingen', for han magtede ikke de negative kommentarer, han vidste, han ville få.

Men han var også nysgerrig og tog en snak med tv-holdet og fandt ud af, at han kunne – og skulle – være sig selv og gøre det, han er god til og elsker – nemlig at finde genbrugsguld.

Og så kom den gamle stædighed op i ham.

- Jeg har lige så meget ret til at være i fjernsynet som andre. Jeg har lige så meget ret til at stå ved, hvem jeg er. Folk kan jo bare slukke, hvis de ikke vil se på mig.

Selvom der kommer negative kommentarer fra især folk på hans egen alder og op, kan han også se håb for fremtiden.

Der er nemlig også dem, der også skriver søde ting til ham og kommer hen og giver komplimenter, mens han står i Netto.

Der er også unge og større børn, der kommer over og slet ikke italesætter, at han har tøj på, de ikke er vant til at se på en mand. De vil bare have et billede med ham og fortælle, at de også er i gang med at male potter derhjemme.

Det gør ham glad og stolt. For hvis han bare kan være en lille del af, at de vokser op og bliver rummelige voksne, er det det hele værd.

- Det meste af min skoletid og gymnasietid tilbragte jeg i frygt og mobningens skygge. Nu er jeg blevet voksen og har fået selvtillid og kæmper kampen for alle, der er "anderledes" – og det gør jeg med synlighed, siger Niels Jørgen og slutter:

- At mit udseende og min måde at være på stadig kan skabe frygt og had, vidner om vigtigheden i, at jeg står frem, som jeg er – og som jeg altid har været.

Sidste afsnit af 'Loppen & Lærlingen' bliver vist på DRTV fra kl. 06 mandag og DR1 samme dag kl. 20.30.