Spoiler-advarsel: Denne artikel afslører handlingen i det seneste afsnit af 'Alene i vildmarken'.

Når man som deltager ryger ud af programmet 'Alene i vildmarken', er det som regel på grund af sult, sygdom, kulde, udmattelse eller savn til dem derhjemme.

Men da 24-årige Anna Caroline forlader den nordnorske ødemark i denne uges afsnit, er årsagen en helt anden.

Produktionen bag programmet er nemlig bekymret for hendes mentale trivsel, og selvom hun forklarer, at hun har det godt, vælger de at sende hende hjem.

- Det var en spøjs situation. Jeg havde det faktisk helt grineren over det, for i virkeligheden var der jo slet ikke noget galt, men det er bare typisk mig at gøre et eller andet sygt dramatisk, uden at det er med vilje, forklarer Anna Caroline, som til hverdag lever et liv i naturen som en omrejsende nomade.

For at forstå hvad det er, Anna Caroline har gjort, der er så dramatisk, er det vigtigt først at forklare forløbet op til hendes exit og ikke mindst hendes motivation for at være med i 'Alene i vildmarken':

- For mig handler rejsen til vildmarken ikke om at vinde. Jeg er ikke kommet for at fiske eller bygge et unikt shelter, men for at arbejde med mig selv. Og en god måde at gøre det på er at være i naturen og være alene, forklarer hun.

Og mens de andre deltagere får de første mange dage i vildmarken til at gå med at optimere deres fiskeri og bygge deres shelters endnu bedre, ligger Anna Caroline i sin sovepose og tænker over sin sommer, hvor hun har cyklet rundt i Europa.

- Jeg har ligesom lært at stole på mig selv, så hvis jeg ikke har lyst til at lave så meget, så lægger jeg mig bare og tænker. Selvom det måske lyder lidt mærkeligt, så var jeg super underholdt, da jeg lå der i mit shelter. Jeg lå bare og så alle mulige gode mennesker for mit indre blik, imens jeg hyggede mig og grinte for mig selv.

Hele ti dage får Anna Caroline til at gå med at ligge og tænke, og da skovbunden er fyldt med kantareller, spiller sult ikke en stor rolle. I flere år forinden sin rejse har hun levet som vegetar, så selvom der er masser af fisk i den nordnorske sø, har hun ikke lyst til at fange dem.

En afgørende drøm

Samtidig med at sommerens minder afspilles på Anna Carolines nethinde, som var det et diasshow, bliver hendes drømme mere intense.

Særligt er der én drøm, der bliver afgørende for hendes næste dage.

- Når man faster eller lever med et meget begrænset indtag af mad, så bliver ens mentale tilstand skarpere. Drømme bliver længere og mere virkelige, og en nat drømmer jeg, at min far dør.

Allerede inden Anna Caroline rejste afsted til vildmarken, var det hendes plan at bruge opholdet som en anledning til at forholde sig til døden. Et tema, som Anna Caroline egentlig godt kan synes er ubehageligt at tænke over, men som hun alligevel finder vigtigt.

- Det er ikke, fordi jeg tror, jeg snart skal dø, og jeg håber da, jeg bliver gammel, men drømmen om min far får mig til at indse, at man jo aldrig ved, hvor længe man lever – eller hvor lang tid ens nærmeste har igen. Derfor kunne jeg bare mærke, at det var på tide at gøre mig nogle tanker om, hvad jeg gerne vil nå i mit liv, og hvad jeg gerne vil gøre med de folk, jeg elsker.

Skrev sin egen nekrolog

For Anna Caroline er refleksionerne om døden en stærk oplevelse.

Selvom hun fortæller om sine tanker i næsten seks timer til kameraet, føler hun også et behov for at skrive noget ned på et stykke papir.

Problemet er bare, at hun ikke har noget papir. Eller, det har hun faktisk, for hun finder en konvolut, som egentlig er beregnet til opbevaring af de memory-kort, der sidder i hendes kamera.

- Man kan sige, det er en form for nekrolog, som jeg skriver på den konvolut. Det er en hård øvelse, men det er faktisk super rørende at se tilbage på sit liv, når man forestiller sig at være død. Jeg oplever i hvert fald en stor taknemmelighed over mit eget liv.

I brevet indleder Anna Caroline med ordene: "Kære alle dem jeg elsker, og dem som elsker mig. Så kom min tid, nu skal jeg dø."

Når hun ser tilbage på ordlyden, kan hun godt se, at det lyder lidt voldsomt, men ude i vildmarken strejfer tanken hende ikke. I stedet har hun det bare virkelig godt, da skriveøvelsen er færdig.

Hun dyrker yoga og slapper af i naturen uden anelse om, at hendes eventyr i vildmarken snart er forbi. For da produktionsholdet kommer på et rutinebesøg den næste dag, ser de konvolutten, som hun har skrevet på.

- Da jeg ser, de læser mine ord, kan jeg godt se, at de bliver lidt bekymrede. Når jeg tænker tilbage på det, så er det lidt tragikomisk. Jeg havde jo gjort mig så mange tanker om alt muligt, men jeg havde ikke lige gennemtænkt, hvad der ville ske, når de læste det.

Selvom Anna Caroline fortæller produktionsholdet, at hun har det godt, og at ordene på konvolutten er en form for skriveøvelse, er både tv-folk og den norske læge bekymrede.

De er ganske enkelt i tvivl om, hvordan de skal tolke den nekrolog, som Anna Caroline har formuleret.

Paramedicinerne påpeger, at ordene kan være udtryk for et råb om hjælp, og derfor bliver det besluttet, at Anna Caroline ikke kan blive i vildmarken.

For Anna Caroline virker situationen næsten absurd.

- Det er en spøjs situation, men jeg kan godt forstå dem. Jeg kunne selvfølgelig godt have ønsket, at de slet ikke havde set den konvolut, eller at de bare havde nået at se de optagelser, hvor jeg forklarer, hvorfor jeg tænker så meget over døden, men jeg er ikke bitter.

Når hun tænker tilbage på sine oplevelser i vildmarken, er det bestemt heller ikke med fortrydelse og ærgrelse i baghovedet, selvom hun endte med at blive sendt hjem.

- Jeg synes faktisk, jeg har fået virkelig meget ud af mit ophold. At arbejde med mig selv og døden var for mig utrolig meningsfuldt, og selvom det måske ikke er vildt oplagt tv-underholdning, så har jeg det faktisk sådan, at det burde det måske være. Det har i hvert fald påvirket mit liv positivt at tænke over døden.