Hvem skulle tro, at mos kunne vække så store følelser?
Ikke desto mindre var det dét, der skete i torsdagens afsnit af 'Løvens Hule', da iværksætter Anna Povod fra Ukraine skulle fortælle de fem løver om sit firma, der laver pynt og hele vægge af mos.
Med sig havde hun sin danske kæreste, Stefan Thirstrup, der støttede sprogligt.
Her fortalte Anna Povod om baggrunden for at starte sit firma MosDecor i 2020, hvilket var baseret på tragiske omstændigheder, da først corona og dernæst krigen i Ukraine knuste hendes første virksomhed, som forbandt ukrainsk arbejdskraft med dansk landbrug.
Og det fik Jesper Buch, der er kendt som en af de hårde løver, til at tage hatten af for Anna Povod.
- Jeg synes, det er befriende at møde mennesker, som kommer ind i en dyb krisesituation, hvor ens forretning falder til jorden fra det ene sekund til det andet, uden at man kan gøre noget som helst, som ikke sætter sig ned og siger: "Hjælp mig" – men at man rent faktisk finder noget andet at leve af. Det synes jeg er fedt, sagde han og tilføjede:
- Det er der mange, der kunne lære noget af. Så tak for at minde os om det, det er virkelig vigtigt – for alle.
De ord rørte Anna dybt.
For selvom hun stod foran løverne med sit nye firma, der havde klaret sig godt fra start, har der været tidspunkter, hvor hun har været ved at kaste håndklædet i ringen. Hvor hun ikke troede, hun kunne mere.
- Det er super hårdt at være iværksætter, og nogle gange har jeg været tæt på at miste motivationen. Jeg har været stresset og deprimeret, fortæller Anna.
- Men jeg har været heldig at have Stefan til at støtte mig og holde modet oppe, når jeg har været nede. Andre er ikke lige så heldige.
Og netop den kærlighed gik heller ikke Jesper Buch forbi. Han bemærkede, at det lyste ud af Stefan, hvor højt han elskede hende.
- Han er en rigtig god mand. Jeg kan se, hvor forelsket han er i dig, det er simpelthen så pragtfuldt. Han vil gøre alt for dig, det er dejligt at se.
Det fik tårerne frem i både Anna og Stefans øjne.
- Nu står jeg og bliver rørstrømsk, men det er korrekt, svarede Stefan.
Familien flygtede – og flyttede ind
For tre år siden mødte parret hinanden i Odense, hvor de boede, og efter at have haft et helt "normalt" forhold i kun få måneder kom corona.
De skulle nu gå op og ned ad hinanden i døgndrift, samtidig med at Annas firma faldt fra hinanden.
Men i stedet for at lægge sig på sofaen, som hun nogle gange havde mest lyst til, gik hun på jagt efter at starte noget nyt.
Anna er født med iværksætterblod fra sin far. Så der var ingen tvivl. Hun ville fortsætte som selvstændig – være sin egen chef.
Årsagen til, at det blev mos, kom fra en ægte interesse.
Hun havde set udsmykninger med mos i Ukraine og havde købt noget til sin og Stefans lejlighed, der havde dårlig akustik. Hun smed et billede på sociale medier og fik straks en masse beskeder fra folk, der også ville købe mosudsmykningen. Og herfra gik der ikke lang tid, før hun startede sin nye virksomhed.
Men så kom krigen i Ukraine.
Annas forældre og søster flygtede uden noget og efterlod deres nye hus i Kyiv, mens missilerne bogstaveligt talt fløj hen over hovedet på dem. De endte i Danmark og flyttede ind hos Anna og Stefan. Hendes mor fik en depression, og Anna var samtidigt presset over levering af mos fra Ukraine.
Og det var så her, hun skrev en ansøgning om at komme ind i 'Løvens Hule'.
- Det har altid været mit yndlingsprogram, fordi det giver motivation til os iværksættere om ikke at give op. Vi skal booste folk til at skabe noget, for hvis vi stopper med at skabe, stopper vi med at udvikle os, lyder det fra Anna.
- Jeg har set programmet så meget, så da jeg så stod foran "løverne", havde jeg følelsen af at møde gamle venner.
Lang historie kort. Alle løver blev rørt af hendes historie, og det endte med, at Jacob Risgaard og Jesper Buch gik sammen og bød 100.000 kroner mod at få 20 procent af virksomheden.
Men her sluttede tilbuddene ikke.
For Christian Arnstedt kaldte det for en "skøn iværksætterhistorie" og tilbød hende for 20.000 kroner rådgivningstimer for 0 procent af virksomheden. Altså gratis rådgivning.
Efter en meget kort betænkningstid takkede Anna ja til det hele uden forhandling.
'Vi ukrainere er fighters '
Og selvom det var fantastisk at gå hjem med en investering, var det rørende øjeblik med Jesper Buch i studiet også ét, parret aldrig glemmer.
- Han kunne se, hvor glade vi for hinanden, og hvor meget vi støtter hinanden. Jeg får næsten tårer i øjnene igen, når vi taler om det, siger Stefan og fortsætter:
- Jeg elsker Anna meget højt, og jeg synes, hun er sej. Hun er kommet til et andet land, hun har klaret sig alene og lægger sig ikke ned, men starter noget nyt, som hun brænder for. Jeg beundrer hende, siger han rørt.
Selv synes Anna, det er naturligt at rejse sig, når man får et slag – for sådan er hun opdraget.
- Vi ukrainere er fighters. Der har været krig i så mange generationer, men vi giver ikke op. Jeg kan se på min far, som selv har prøvet at få lukket et firma på grund af Putin, at han altid prøver at se lyst på tingene. Hvad skulle han ellers, spørger hun.
Tallene tyder på, at hun har den rette indstilling.
Siden parret stod foran "løverne", er der sket en del i virksomheden. Stefan har sagt sit job op som markedschef for at gå fuldtid i Annas firma. Og selvom året stadig er nyt, ser det ud til, at parret kan nå deres mål på 2,5 millioner i omsætning, hvilket er en firedobling fra sidste år.
- "Løverne" lavede en investering med hjertet. Men vi vil bevise for dem, at de også kan tjene penge på os, lyder det fra Anna.