Spoiler-advarsel: Denne artikel afslører vinderen af 'Alene i vildmarken'.

Hvis man ser 'Alene i vildmarken', ved man, at vinderen hverken hyldes med præmier, pokaler eller penge.

Til gengæld får man lov til at opleve det privilegium at blive hentet ud af den norske ødemark af ens familie.

Da 39-årige Christian Hjort står tilbage som vinder, venter der ham den samme rørende oplevelse.

I 42 dage har han boet alene i naturen, og han kender hver en lyd fra skoven. Fyrretræernes særlige susen, skovbundens knitren, insekternes summen.

Men netop som han er i gang med et rutinemæssigt helbredstjek af den norske læge, hører han en lyd fra en helt anden verden bølge sig vej gennem det høje græs.

Det er en barnestemme. Det er lyden af hans datter på to år. Christians kone Mia har nemlig pakket børnene godt ind i vintertøj og er fløjet til Nordnorge for at hente sin mand hjem igen, da han er den sidste deltager, der er tilbage i vildmarken.

- Jeg får faktisk stadig en klump i halsen, når jeg tænker på det øjeblik. Det var den fedeste oplevelse at møde min familie i vildmarken og få mulighed for at vise dem, hvor jeg har boet i alle de dage og se dem smage på den fisk, jeg har spist heroppe, siger Christian, som fra begyndelsen havde drømt om, at hans vildmarkseventyr skulle ende på denne måde.

Alligevel mærker han en underlig følelse i kroppen, imens han står der og mærker gensynets glæde i sin magre vildmarkskrop. En følelse, som man på ingen måde opdager, når man ser finaleprogrammet.

- I virkeligheden er det lidt med blandede følelser, at jeg bliver hentet hjem, for da de kommer, er jeg faktisk ikke klar til at tage afsted. Første gang jeg var afsted, tog jeg jo selv beslutningen om at vende hjem, så dér havde jeg flere dage til at pakke ned og vænne mig til tanken om at sige farvel.

- Sådan var det ikke her. Jeg havde en masse planer om ting, jeg skulle nå, inden jeg skulle hjem.

Vokset op med naturen

Hvis man skal forstå, hvorfor Christian havde så svært ved at sige farvel til vildmarken, er det vigtigt at vide, hvor stor en rolle naturen spiller i hans liv.

Som barn boede han med skoven som sin baghave.

Selvom hans forældre ikke var outdoor-typerne, havde de ingen meninger om, hvor højt Christian måtte kravle i træerne. Så Christian klatrede lige så højt, han kunne, og fandt han en pind, blev den straks brugt til at bygge en hule eller en bue, hvis den da ikke blev snittet i.

Da han var stor nok til at passe en redningsvest, hjalp han sin morfar med at sætte garn i havet lidt syd for Kolding Fjord, og fik han hevet en krabbe i land indefra strandbredden ved hjælp af lidt snøre og en musling, var han ikke bleg for at spise kløerne.

Lige siden dengang har Christian med den største selvfølgelighed opholdt sig i naturen, og i årenes løb har han lært sig selv at finde mad i den.

Når han i sidste afsnit af 'Alene i vildmarken' begejstret finder en chagasvamp, som han snitter til pulver og bruger som erstatningskaffe, husker han ikke, hvor han kender den fra. Det er i hvert fald ikke noget, han har læst om i en bog eller lært på et kursus i overlevelse.

Det er bare blevet grundviden.

'Livet vildmarken var nemmere, end det ser ud'

Når Christian i to sæsoner af programmet har kunnet klare sig så længe i naturen, er forklaringen dog ikke kun, at han har brugt mange år på at færdes i den.

Ifølge ham selv spiller hans kreativitet, ro, tålmodighed og mentale styrke også ind.

- Når man ser programmerne, virker det til, at jeg hele tiden kæmper med alle mulige konflikter, men i virkeligheden har jeg det virkelig godt.

- Selvfølgelig kan jeg da også blive frustreret, men da jeg opdager, at fiskeforholdene, hvor jeg bor, er svære at fiske i, så går jeg straks i gang med at udtænke fem forskellige fiskesystemer, som skal sikre mig fisk.

Udover fiskeproblemer må Christian også også forholde sig til en brækket tand og en støvle, der går i stykker undervejs.

Når han ser programmerne i dag, synes han de er klippede, som om han oplever massiv modstand under sit ophold, men sådan føles det faktisk ikke, da han står i situationen, fortæller han i dag.

Selv savnet til sin familie oplever han som nemmere at håndtere på sin seneste tur i forhold til første gang, han var afsted.

- Jeg finder jo ud af, hvordan jeg syr min støvle sammen igen, og tanden gør jo ikke ondt, så når alt kommer til alt, nyder jeg bare virkelig at være der.

Men så er der lige én ting.

Afskeden.

For hvordan kan man have en blandet følelse i maven, når man har vundet et program, og ens familie er taget hele vejen til Nordnorge for at hente én – akkurat som man har drømt om i ugevis?

- Jeg tror, at det handler om, at jeg ikke ser 'Alene i vildmarken' som en konkurrence. Jeg ser det som et personligt eksperiment. Og for mig har det bare været vidunderligt at være afsted og opleve ro og al den tid, som vi har det med at jagte derhjemme i hverdagen.

- Hvis ikke de havde hentet mig, havde jeg nok været derude til dag 56, for så kunne jeg sige, jeg havde haft 100 dage i vildmarken samlet set, når jeg regner begge mine turen sammen.

Selvom Christian ikke kan skrive 100 vildmarksdage på sit cv, men 86 dage, går han dog ikke og ærgrer sig over, at afslutningen blev, som den blev.

- Det var svært at komme tilbage til familien og hverdagen, fordi jeg mentalt stadig fløj rundt oppe i den nordnorske natur, men jeg fortryder ingenting af mit eventyr.

- I dag ser jeg det som et evigt minde, at vi som familie blev forenet deroppe. Jeg har faktisk også lavet en aftale med ham lægen fra programmet om, at jeg skal besøge ham sammen med Mia og børnene, og så skal vi ud og fange laks sammen.