Du føler måske, du har et godt forhold til dine kollegaer. Måske drikker I indimellem en fredagsøl, går i biffen eller ses privat.

Men hvad ville du sige til, hvis du skulle være uafbrudt sammen med kun én af dem – udelukkende jer to – flere måneder i træk?

Det er blot én af de ting, man skal have med i sine overvejelser, inden man søger om at komme med i Slædepatruljen Sirius, der har til opgave at overvåge en cirka 16.000 kilometer kyststrækning i det nordøstligste Grønland.

Her består hvert slædehold nemlig kun af to personer – en yngste- og en ældstemand – og de er både hinandens nærmeste kollegaer og eneste menneskelige kontakt på de månedlange slæderejser i det nordøstlige Grønland, som de overvåger.

Udsigten til kun at være sammen med ét andet menneske og en flok slædehunde i flere måneder ad gangen skræmte dog ikke 25-årige Mikkel Christiansen, der selv var med i Sirius fra sommeren 2019 til efteråret 2021.

- Vi har joket meget med, at det fandeme er ligesom et ægteskab, fortæller Mikkel Christiansen om makkerskabet med kollegaen Jonas Andersen.

Sammen udgjorde de slædehold syv, som man i øjeblikket kan følge i DR-dokumentaren 'Sirius' – det er i øvrigt Mikkel til højre på billedet i toppen af artiklen.

- Jeg har været rigtig glad for mit makkerskab med Jonas, og vi har haft det godt sammen. Men man kommer aldrig til at have et Sirius-makkerskab, hvor man ikke også bliver træt af hinanden på et tidspunkt.

Forskellen på et almindeligt ægteskab og Mikkel og Jonas' forhold er dog, at de to Sirius-mænd ikke har haft nogen mulighed for at smække med en dør og gå ind i et andet værelse, når de bliver sure. De har kun haft hinanden, deres slæde og deres hunde – og det fælles telt, de sammen sover i.

Ingen smartphones eller andre muligheder for at flygte fra situationen.

- Vi kan ikke slippe for hinanden, så vi er nødt til at arbejde os igennem vores konflikter sammen. Jeg hørt om nogle hold, hvor der har været tavshed i flere uger. Det må være virkelig ubehageligt.

Du er '100 procent underlagt naturen'

Sådan gik det heldigvis ikke for Mikkel og Jonas, der indimellem stadig ses privat.

Mikkel Christiansen tøver da heller ikke med at kalde de lange slæderejser for "det absolut fedeste" ved at være en del af den legendariske slædepatrulje, der har overvåget og hævdet Danmarks suverænitet i Nordøstgrønland siden 1950.

Som hovedregel kører man seks-otte timer eller tilbagelægger omkring 30 kilometer om dagen, når man er ude på slæden. Det kommer meget an på selve dagen, hvor langt man kommer, og man er fuldstændig afhængig af vejret.

50 graders frost, ekstreme snestorme og vindstyrker af orkanstyrke hører nemlig til dagligdagen, når man færdes i Nordøstgrønland.

- Vi er 100 procent underlagt naturen, der bestemmer, hvordan vores kørsel kommer til at være. Man får en inderlig respekt for naturen og dens kræfter, når man arbejder i Nordøstgrønland. Når man er afsted på slæderejse, bliver man hurtigt klar over, at det er naturen, der bestemmer. Og det er man nødt til at acceptere.

Derfor er alle Sirius-folk også nødt til at udnytte tiden bedst muligt, når de gør tjeneste.

I sensommeren skal der udlægges depoter med blandt andet mad til både mennesker og hunde forskellige steder op langs kysten, så alt er klar til de lange slæderejser, der typisk starter i slutningen af januar og varer til starten af juni.

Vejret er dog også en utilregnelig faktor om sommeren, når man opholder sig i Nordøstgrønland.

- Måske kan du ikke flyve eller sejle, fordi det stormer for meget. Så på den måde kan du godt have en rolig dag. Men når vejret så er godt, udnytter du det også til fulde, hvilket hurtigt kan ende ud i 18-20 timers arbejdsdage, forklarer Mikkel Christiansen.

Når man er færdig med at udlægge depoter, laver man forskelligt renoveringsarbejde – måske skal hundegårdene i Sirius' hovedkvarter Daneborg fikses – og ellers gør man klar til slæderejsen ved at køre træningsture med hundene og få styr på sin slæde.

Ude på rejsen kommer der nemlig ikke nogen og hjælper, hvis noget pludselig går galt på grund af de store afstande og det ekstreme vejr.

- Mange af de bekymringer, man får på en slæderejse, er nogle, man aldrig nogensinde ville få hjemme i Danmark. Det handler om de mest basale ting som varme, mad og vand. Eller strøm, så man kan holde den daglige kommunikation med Daneborg og de andre slædehold.

- Det er én af de ting, der i perioder har fyldt meget i mit hoved. Derhjemme kan man næsten være ligeglad, da man bare smider tingene i opladeren. Men for os kan manglende kontakt jo medføre, at de helt store redningsoperationer bliver sat i gang på tidspunkter, hvor det ikke er nødvendigt.

Styrtede ud over skrænt med makker, slæde og alle hundene

Det er dog ikke kun manglende strøm og madbekymringer, man kan blive ramt af, når man færdes på havisen, i de frosne fjordsystemer eller skal over de såkaldte landpassager.

Indimellem er det selve ens liv, man frygter for.

- Jeg har desværre selv været udsat for oplevelser, hvor tanken har strejfet mig, at det her nok godt kunne have slået mig ihjel. Jeg kan huske engang, hvor vi var ude at køre i dårligt vejr, hvor vi ikke nåede at reagere, før det allerede var for sent.

- Dér røg jeg ud over en skrænt sammen med Jonas, slæden og alle hundene. Da vi ramte bunden af dalen, var det slæden, der stoppede mit fald. Og hvis jeg skal være ærlig, skulle jeg ikke have ramt mange centimeter ved siden af, før jeg nok ikke havde siddet her den dag i dag.

Hvordan agerer man i sådan en situation? Når man at tænke?

- Nej, det hele handler om det enkelte Sirius-medlem, og der findes ikke nogen rigtige beslutninger i de her situationer. Meget af det er rent instinkt, når sådan noget sker.

Både mænd, hunde og slæde klarede heldigvis den voldsomme oplevelse uden nævneværdige skader. Og så var det ellers bare at fortsætte turen.

- Heldigvis er det jo meget sjældent, at det går helt galt, men om det så er et resultat af at være godt trænet, at have de rigtige instinkter eller bare rent held, det ved jeg ikke. Det er nok en god blanding af det hele.

Men hvordan kunne I bare fortsætte turen efter sådan en voldsom oplevelse?

- Vi har jo en opgave, der skal løses. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var lidt rystet bagefter, især da jeg så tilbage op på den høje skrænt. Men jeg nåede at kontrollere mig selv – jeg var ikke kommet til skade. Og det var hundene og Jonas heller ikke. Så var det jo bare at sige: "Fint, vi må videre!" Det vigtigste er, at man ikke går i stå i sådan en situation, men har viljen til at fortsætte.

Og det er netop viljen til at fortsætte – også selvom du lige har været ude for en nærdødsoplevelse – du blandt andet bliver udvalgt på, når du søger om at være en del af Slædepatruljen Sirius.

Den vilje ser man tydeligt hos Mikkel Christiansen, der efter sin tid hos Sirius er vendt hjem til Danmark, hvor han i dag er sergent i Livgarden.

Han drømmer dog allerede om at komme tilbage til Grønland.

- Jeg skal 100 procent tilbage til Grønland igen. Det kan jeg sige allerede nu.