Vidste du, at Danmark steriliserede over 5.000 'undermålere' i omfattende 'racehygiejnisk' projekt?

Her er ti spørgsmål til eksperten om ét af danmarkshistoriens mørke kapitler.

(© Rigsarkivet / DR)

Når man nogle gange taler om, at Danmark er et foregangsland, plejer det at være i en positiv sammenhæng.

Men det er ikke tilfældet her…

I 1929 indførte Danmark nemlig som det første land i Europa en lov, der gjorde, at staten kunne sterilisere borgere, som den anså som "moralsk åndssvage".

De "moralsk åndssvage", som man frygtede ville stikke af, blev anbragt på isolerede øer. Én for mænd og én for kvinder. (© Rigsarkivet)

Alt fra utilpassede unge og småkriminelle til voldsmænd, pædofile og brandstiftere blev anbragt på anstalter og stillet over for et umuligt valg:

- Hvis de ville væk fra anstalten, skulle de lade sig sterilisere, så deres arvemateriale ikke blev videreført. Anstaltslægerne omtalte det som "racehygiejne", og der var reelt tale om tvang.

Det fortæller historiker Poul Duedahl, der har beskæftiget sig med emnet gennem mange år. Han er også med i en ny DR-dokumentarserie om en af de anstalter, hvor samfundets uønskede blev anbragt.

Nyrup - søn af en udstødt

Men hvorfor foregik sterilisationerne overhovedet? Her er ti spørgsmål til eksperten om det omfattende "racehygiejniske" projekt.

1) Hvem var det, der blev steriliseret?

- Det var en meget bred skare af "afvigere", fortæller Poul Duedahl.

- Fælles for dem alle var, at man stemplede dem som "moralsk åndssvage". Det var nogen, som man mente havde udvist dårlig dømmekraft. Enten i forbindelse med en forbrydelse - eller blot i deres personlige adfærd.

- Én kategori bestod af pædofile og seksualforbrydere. De blev typisk kastreret ved at fjerne testiklerne. Så undgik man i ét hug både, at de fik børn, og fjernede samtidigt deres seksualdrift.

- Men så var der også kriminelle som brandstiftere, småtyve og prostituerede. Lægerne mente, at de havde udvist så dårlig dømmekraft, at det ikke var godt for fremtidens samfund, hvis de fik børn.

- Derudover var der en stor gruppe unge mænd og kvinder, der ikke havde gjort noget ulovligt. Kvindernes forbrydelse var typisk at være mere seksuelt udadvendte, end datidens moral fandt passende. Blandt mændene handlede det typisk om, at de havde svært ved autoriteter. Måske stak af fra deres pladser eller klarede sig dårligt i skolen. Så de blev anbragt præventivt.

De "moralsk åndssvage" kvinder blev anbragt på en isoleret anstalt på øen Sprogø i Storebælt. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

2) Hvordan foregik sterilisationerne i praksis?

En del af dem, der blev steriliseret, var anbragt på de såkaldte Kellerske Anstalters afdelinger på Livø i Limfjorden og Sprogø i Storebælt.

- Når de anbragte skulle steriliseres, blev de sejlet til fastlandet og fik foretaget en operation på hospitalet, siger Poul Duedahl.

- De personer, der var anbragt på øerne, lå nemlig nærmest normalitetsgrænsen. Andre boede på de Kellerske Anstalters afdelinger i land. De udviklingshæmmede, der i samtiden blev kaldt "asylister" eller "dybt åndssvage", var ikke målgruppen. De var ganske vist også en del af det racehygiejniske projekt. Men de tæller ikke med i statistikkerne, fordi de sjældent blev fysisk steriliserede.

- Til gengæld var de anbragt på kønsopdelte afdelinger, og var dermed alligevel frataget muligheden for at få børn.

Christian Keller var overlæge ved De Kellerske Anstalter i Brejning og hjernen bag ø-anstalterne på først Livø og senere Sprogø. Han var en varm fortaler for at internere åndssvage på anstalter. (© Det kongelige Bibliotek)

3) Hvor mange blev steriliseret?

- I perioden fra 1929 til 1967 blev mindst 11.000 danskere steriliseret. Heraf var over halvdelen anbragt i åndssvageforsorgen, og i praksis foregik indgrebet med tvang, fordi sterilisationen var en betingelse for ens frihed, siger Poul Duedahl.

4) Hvorfor begyndte man at sterilisere?

- De danske sterilisationer foregik primært i 1930'erne og 1940'erne. De toppede i 1943, og var inspireret af tendenser i tiden. Efter Første Verdenskrig var det nemlig på højeste mode at tale om "eugenik" eller "racehygiejne", fortæller Poul Duedahl og uddyber:

- Læger og politikere havde under krigen set, hvordan flere millioner sunde og raske unge mænd var blevet dræbt ved fronten. Og hvem var tilbage til at føre menneskeslægten videre? Det var blandt andet de afvigere, der blev opbevaret i sikkerhed derhjemme på anstalterne. Derfor frygtede de simpelthen, at de anbragtes arvemasse ville skabe et degenereret samfund.

- Derfor anbefaler overlægerne og politikerne, at staten begynder at sterilisere anbragte. Den første af flere love på området indføres i 1929. Filosofien var, at de havde ret til hjælp, men én ret skulle de miste. Nemlig retten til at sætte børn i verden.

Konfiskerede hjemmelavede våben fra Livø-anstalten. Våbnene stod i en montre i øens administrationsbygning og blev vist frem til særligt udvalgte besøgende til skræk og advarsel. (© Vesthimmerlands Museum)

5) Hvad var formålet med sterilisationerne?

- Danmark var i mellemkrigstiden i fuld gang med at opbygge konturerne af den moderne velfærdsstat. I den forbindelse mente ikke mindst den socialdemokratiske socialminister K. K. Steincke, at det var vigtigt, at samfundet sideløbende fik fjernet lidt af den arvemasse, han anså for at være mindreværdig, fortæller Poul Duedahl.

- Denne holdning kan lyde helt skæv i dag. Men den blev støttet af fremtrædende videnskabsmænd, politikere, kulturpersonligheder og debattører.

- Politikerne anså simpelthen sterilisation som et vigtigt redskab til at holde befolkningskvaliteten oppe og udgifterne nede. De ønskede helt grundlæggende at stoppe videreførelsen af de karaktertræk, som de anså som for dårlige og dyre for samfundet.

6) Troede man, at kriminel adfærd eller dårlig moral var genetisk arveligt ? Eller gjorde man det, fordi man frygtede den sociale arv?

- Begge dele. Anstaltslægerne vidste godt, at der også var noget, der hed social arv – så det handlede ikke kun om genetik, selvom den også fyldte meget, siger Poul Duedahl.

- De frygtede nemlig også, at nogle af de anbragte ville opdrage deres børn på en måde, som var uhensigtsmæssig og dyr for den socialstat, de prøvede at opbygge. Derfor blev de frataget muligheden for at få børn.

Arbejde og disciplin var blandt 'behandlingsmetoderne' på anstalterne. Her ses kvinder i arbejde på Sprogø-anstalten. (© Dansk Forsorgshistorisk Museum)

7) Hvad var konsekvenserne for de steriliserede?

- De anbragte, som blev steriliseret, fik deres frihed. Men de var frataget muligheden for at stifte deres egen familie. Ofte var det unge mennesker, hvis planer for fremtiden pludselig blev begrænset, lyder det fra Poul Duedahl.

- Vi ved, at en del døjede med psykiske problemer efterfølgende. Det er jo ikke bare et snit i en sædleder, men også en radikal forandring af tilværelsen.

- Den eneste tilbageværende af de steriliserede fra Sprogø-anstalten er den 92-årige Karoline. Hun mener, at staten gennem sterilisationen ødelagde hendes liv.

8) Hvorfor stoppede man med at tvangssterilisere?

- Før Anden Verdenskrig frygtede læger, politikere og meningsdannere, at samfundet ville blive stærkt forringet, hvis de ikke gjorde noget. De satte nemlig samfundet først – og individet bagefter. Det fælles bedste var vigtigere end det enkelte menneske. Det lå i tiden, fortæller Poul Duedahl.

- Men Anden Verdenskrig lavede helt om på det menneskesyn.

- Hitlers argumentation for at slå millioner af mennesker ihjel i udryddelseslejre var jo også, at det var for det fælles bedste. Og selvom der var ekstremt stor forskel på sterilisationerne i Danmark og de såkaldte medlidenhedsdrab i Tyskland, så kommer der i kølvandet på krigen et helt andet syn på det enkelte menneske og dets værdi.

- FN – De Forenede Nationer – bytter rundt på de to. Nu er det mennesket først og samfundet bagefter. Det kommer helt konkret til udtryk i en menneskerettighedserklæring, som taler om individernes grundlæggende ligeværdighed og rettigheder. Og så må staten og samfundet vige.

- Derfor falder antallet af sterilisationer voldsomt efter krigen. Og så alligevel ikke helt. De allersidste anbragte bliver steriliseret så sent som i 1972.

(© Rigsarkivet)

9) Var dem der steriliserede onde mennesker?

- Det er alt for nem en konklusion. Vi bliver ikke klogere af den. De pågældende læger ville jo netop det bedste for samfundet og frygtede dets undergang. De greb det bare an på en måde, som er uforenelig med de fleste nutidsmenneskers værdier, siger Poul Duedahl.

- Sterilisationerne havde bred opbakning i Folketinget og i samfundet generelt. Folkestemningen var drevet af, hvad man i samtiden anså for at være for det fælles bedste.

- Og så må vi samtidig huske på, at vi jo stadig sorterer i arvemassen den dag i dag. Nu om dage foregår det bare i form af ægteskabsrådgivning, prævention og fosterdiagnostik.

10) Hvad er Danmarks officielle holdning til de sterilisationer, som fandt sted dengang?

- Danmark har ikke en officiel holdning til dem endnu. Men den er på vej. Der er lige skrevet en kommisionsrapport om særforsorgens historie, hvori sterilisationerne indgår.

- Rapporten ligger på Christiansborg lige nu. Og så er det op til regeringen at beslutte, hvilke konsekvenser den skal have. For eksempel om staten skal undskylde for det, der er foregået.