Overskuddet fra Børnenes U-landskalender går i år til Kenya. Et land som ofte rammes af ekstrem tørke, og hvor mange børn lever i fattigdom. Sammen med Udenrigsministeriets aktivitetsområde Danida sætter DR fokus på Kenya.
På DR Ramasjang kan landets børn lige nu se serien ‘Jagten på regnbuens farver’, hvor Hr. Skæg og Motor Mille lærer om Kenya på deres jagt efter regnbuens farver, der er ved at forsvinde. På DR Skole og DR Spire finder du leg – og læringsforløbet ’U-landskalenderen 2021: Kenyas børn’.
Mød Kenyas børn på DR Spire og DR Skole
I forløbet vil I indledningsvis møde Hr. Skæg, som introducerer jer for Kenya. Herefter kan du sammen med din børnegruppe eller klasse møde nomadebarnet Ahmed og storbybarnet Tiffany fra hovedstaden Nairobi.
I videoportrætter viser de to kenyanske børn deres hjem, deres familie, deres legetøj, og hvad de spiser, men I vil også se, hvordan Tiffany går i skole, mens Ahmed passer geder. Gennem tegneopgaver og kenyanske lege kan børnehavebørn og elever få indblik i, hvor vi er ens, og hvor vi er forskellige. På den måde giver forløbet anledning til at sætte ord på, hvordan et børneliv i Kenya kan være sammenlignet med at være barn i Danmark.