TV Avisen skulle ikke redegøre for Venezuelas politiske udvikling

En kort nyhed om økonomisk krise i det sydamerikanske land, Venezuela, som følge af olieprisfald var i orden. En klager fik ikke ret i, at TV Avisen burde have udpeget den tidligere præsidents politik som årsag til miséren i landet i samme indslag.

(Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Det voldsomme prisfald på olie er den største enkeltårsag til, at Venezuelas økonomi nu ligger i ruiner. Det fremgik af et kort indslag i TV Avisen den 11. juli i år, og det var der ingen grund til at kritisere ud fra en programetisk betragtning.

Det konkluderer DR's lytter- og seerredaktør Jesper Termansen i sin indstilling til DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, efter at en seer havde klaget over indslaget. Klager mente, at den reelle årsag til Venezuelas problemer var den socialistiske politiske udvikling, som har fundet sted i landet, siden den tidligere præsident Hugo Chávez kom til magten i 1999. Det mente klager, at DR havde pligt til at fortælle.

Venezuelas olieindtægter er de seneste to år faldet med 50 procent som følge af et internationalt fald i oliepriserne.

DR's lytter- og seerredaktør påpeger, at et kort indslag i TV Avisen ikke kan rumme alle perspektiver i beskrivelsen af Venezuelas udvikling siden slutningen af 1990'erne. Men det var inden for TV Avisens redaktionelle ret at videreformidle, at landets grænser var åbne til Colombia på grund af en mangelsituation i Venezuela, og at det markante olieprisfald er hovedårsagen til de akutte økonomiske vanskeligheder for et land, der entydigt har satset på salg af råolie.

TV Avisen ville derimod risikere at bringe sig på kant med DR's etiske regler om upartiskhed, hvis nyhedsprogrammet havde udnævnt den tidligere præsident Hugo Chávez og hans politik som årsagen til landets krise i et meget kort indslag uden nogen form for mulighed for uddybning. Derved ville en sådan bemærkning have karakter af et postulat, vurderer lytternes og seernes redaktør i sin konklusion. Den form for perspektivering er relevant, men i et indslag af længere format, og hvor der dermed er bedre tid, påpeger han.

Hele ankesagen kan læses her