Den 12. marts 2023 konstaterede DR i en artikel om paraplymordet i London i 1978, at den danske statsborger Franscesco Gullino ikke alene var mistænkt for mordet, men også var spion i Danmark for den bulgarske stat. Han var landsforræder, skrev DR. Det skete på baggrund af DR Dokumentars egne besøg i arkiver i Bulgarien.

Sagen om paraplymordet har optaget Kold Krigs-interesserede og konspirationsteoretikere i mange årtier efterhånden: Nemlig hvem der stod bag det spektakulære drab i den britiske hovedstad i 1978.

I artiklen skrevet på baggrund af dokumentaren stod der som overskriften: ”Kold Krig: Trods klar dokumentation for landsforræderi droppede PET sag mod spion.” Og det fortsatte: ”En dansk statsborger, der spionerede for Østblokken, blev aldrig retsforfulgt, trods lang række beviser mod ham.”

Nede i første afsnit konstaterede DR, at den omtalte person i næsten 20 år var bulgarsk spion i Danmark, for det havde DR fundet beviser for. Senere står der i artiklen at den omtalte person aldrig blev tiltalt, og i årene efter rejste ”den tidligere spion frit ud og ind af Danmark.”

PET rejste en sigtelse efter de hårde spionageparagraffer, men opgav efterfølgende at sigte manden. PET medvirker ikke i programmet. Ingen udtaler sig om, hvorfor PET valgte at droppe sigtelsen. Men DR valgte alligevel at fastslå som en kendsgerning, at manden VAR spion. En DR-bruger klagede over artiklen, som han fandt dømte en mand for noget, manden aldrig var blevet dømt for ved retten.

Brugeren klagede også over en række andre detaljerede punkter i selve dokumentarserien. Dem får han ikke medhold i.

Men jeg er enig i klagerens kritik af artiklen.

Det er en grundlæggende regel i DR’s etik, at DR ikke dømmer – det gør domstolene. Dansk-italieneren Francesco Gullino blev i 1993 hentet til afhøring på politigården i København. Ikke af dansk politi, men af den britiske politimyndighed for hovedstaden London, Scotland Yard. Briterne var meget interesserede i, hvilken forbindelse Gullino havde til drabet på en eksil-bulgarer Georgi Markov i 1978. Denne blev stukket med en ’forgiftet paraply’ på Waterloo Bridge i den britiske hovedstad.

Derfor fik briterne af uransagelige grunde lov til af dansk politi at tage den i Danmark bosiddende Gullino ind til en afhøring på Københavns Politigård –ifølge dokumentaren med Politiets Efterretningstjeneste som tilskuer.

Men trods afhøringen af Gullino, som havde forbindelser til den bulgarske efterretningstjeneste, sigtede Scotland Yard aldrig Gullino for noget. Det gjorde PET, som lyttede med på Scotland Yards spørgsmål til dansk-italieneren på Københavns Politigård, derimod. Daværende PET-chef Hanne Beck Hansen sigtede Gullino efter de alvorlige paragraffer, der drejer sig om forbrydelse mod statens sikkerhed. Men i 1993 frafaldt PET sigtelsen igen. Gullino blev således hverken sigtet af briterne for drabet på en eksil-bulgarer i London eller af den danske efterretningstjeneste for at spionere imod Danmark. Han kunne frit rejse ind og ud af Danmark ganske vist med et blakket ry, men med et rent generalieblad.

Det kan lyde mærkeligt, og det har givet anledning til en strøm af gisninger og avisartikler i årenes løb. Men uanset hvor spektakulær og mærkelig en sag fremstår, er det helt afgørende, at DR holder fast i den samme linje, når man omtaler nogens skyld: At ingen er dømt før retten har talt.Man kan således være spionage-mistænkt, men det er ikke det samme som at være spion.

Hvis DR vil fastholde dette grundlæggende etiske princip, som står i DR’s egne retningslinjer, bør det gælde, uanset hvem der er tale om og uanset, om det er i en nyhedsartikel, en dokumentar eller på anden måde, DR forholder sig til nogens skyld i straffespørgsmål. DR kan - efter min opfattelse - hverken kalde nogen for morder, voldtægtsmandeller spion for den sags skyld, uden at de pågældende har fået en dom for sådan en alvorlig forbrydelse.

Det er derfor efter min vurdering i strid med DR’s egne etiske retningslinjer, at DR nu i forbindelse med DR’s egen omtale af sin dokumentarserie smider alle forbehold og skriver, at DR har dokumentation for, at Gullino var ”spion” og ”landsforræder”. Tidligere har DR faktisk omtalt selvsamme mand, men taget et sprogligt forbehold.

DR har efter klagen ændret i overskriften på artiklen, så ordet ”landsforræder” er fjernet, og ”spion” er blevet til ”spionmistænkt.” Rettelsen er lagt på DR’s Fejl og Fakta. Men DR har ikke rettet i i selve artiklens tekst, hvilket efter min opfattelse er inkonsekvent. Hvis DR mener sig berettiget til at kalde den omtalte person for spion i selve artiklen, hvorfor så overhovedet moderere det ved at rette i overskriften? Det er en halv løsning.

DR undersøger en gammel sag blandt andet ved at se, hvad arkiverne i Sofia i Bulgarien måtte gemme af oplysninger om den pågældende.

Men når DR henviser til sig selv og sine egen dokumentars oplysninger som ’bevis’ for, at den pågældende var spion, så går DR – efter min opfattelse af retningslinjerne – for langt. DR burde bruge andre formuleringer, hvor man for eksempel peger på, hvilke belastende oplysninger, man har gravet frem, men lige præcis undlade at dømme.

DR kunne sagtens skrive det samme, men lægge et nødvendigt forbehold ind. Intet forhindrer DR i kritisk gennemgang af en gammel sag, blot med visse modifikationer i selve omtalen.

Chefen for DR-dokumentaren om Gullino skrev til klageren, at der er dokumenter i sagen som ”utvivlsomt” beviser, at Gullino var spion.”

DR-dokumentaren bringer da interessante oplysninger, men ordet ”utvivlsomt” lader ingen tvivl tilbage om, hvorvidt den omtalte var spion.”

Der er inden for DR’s egne etiske grænser, at den omtalte dokumentar retter et kritisk lys mod politiets arbejde og dansk-italienerens alibi i forbindelse med et drab, samt andre dunkle punkter i dansk-italienerens færden.

Det kan sagtens lade sig gøre, samtidig med at DR tager de nødvendige forbehold til skyldsspørgsmålet. DR Dokumentar har en vigtig mission i at afdække og kritisere myndigheder som politiet i dets arbejde. Når det sker inden for de helt grundlæggende principper at domstolene dømmer – ikke medierne. Heller ikke i gamle og spektakulære sager om spioner.

Derfor er jeg ikke enig i DR’s egen bedømmelse af den pågældende klagers kritik.

Klummen er ikke udtryk for DR’s holdning, men tegner alene lytternes-, seernes og brugernes redaktørs opfattelse.