DR kan blive sårbar, når man selv vil skrive historie

DR’s ’explainere’, som forklarer for eksempel Mellemøstkonflikten, har mødt klager. Det kan DR i højere grad undgå, hvis man lader historikerne medvirke og fortolke forhistorien i stedet for, at DR selv bliver fortælleren – og dermed kilden.

Jesper Termansen er lytternes og seernes redaktør i DR. (© DR)

Journalistik kan for en overfladisk betragtning minde om historieskrivning. Medierne bruger i lighed med historikerne også kilder til at belyse et hændelsesforløb.

Men journalistik er ikke historieskrivning. Medierne giver en absolut væsentlig skildring her og nu af begivenheder, mens de sker. Historikerne fordyber sig i baggrunden og bruger år på at fordøje det, der er sket.

Nogle gange blandes rollerne. I de seneste måneder har jeg behandlet flere sager, der på forskellig vis har drejet sig om kritik af DR for at optræder som fortolker af historien. Mest markant med en forklarende video – en ’explainer’ – som DR i juni udgav til forståelse af baggrunden for konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Formålet med videoen er prisværdigt: At give seerne den historiske baggrund for en aktuel begivenhed, - i dette tilfælde sammenstød mellem staten Israel og beboere i Østjerusalem. Den ti minutter lange video er næsten én lang speaket fortælling fra DR uden brug af medvirkende eksperter eller andre kilder til at udlægge historien om konflikten. Det er modigt gjort af DR. For der er ikke mange konflikter, der kalder på så stærke følelser og giver så mange reaktioner som staten Israels oprettelse.

Når DR selv fortæller historien, bliver DR også selv kilden til - måske - kontroversielle historiske vurderinger. DR kunne have ladet de kilder, som DR alligevel hentede oplysninger fra selv berette og vurdere i stedet for, at DR gjorde det. Så havde man undgået at forholde sig til for eksempel om Balfour-deklarationen var et vigtigere dokument til forståelse til oprettelsen af staten Israel end Folkeforbundets Palæstina-mandat. Det kunne en faghistoriker vurdere.

DR lægger nemlig selv vægt på, at seerne kan gennemskue, hvem der er DR’s kilder og hvilke motiver, de kan have for at sige det, de gør. Det fremgår også af DR’s etiske retningslinjer. De samme retningslinjer slår også fast, at redigeringsretten er hos DR. Således må DR selv afgøre hvordan man vil fortælle om Israel og Palæstina-konflikten og med hvilke kilder. DR eksperimenterer med formidlingen af svært stof, som det også sker med de nye ’explainere’, men eksperimenterne bør også skærpe bevidstheden om, at man får præciseret, hvem der er kilder til oplysningerne.

Der er en tendens til, at flere og flere brugere vil øve indflydelse på, hvilke kilder DR bør benytte. Det kommer forhåbentlig ikke til at ske. DR bør i stedet gøre mere for at lægge sine kilder frem, så seerne selv kan se og bedømme, hvem der udlægger historien.

Det kan være en tungere form for formidling i stedet for at en journalist fortæller. Men det er måske prisen for, at DR ikke selv ender med at blive opfattet som kilden.

Klummen er udtryk for lytternes og seernes redaktørs opfattelse – ikke DR’s.

Facebook
Twitter