Kan jeg få det på skrift?

Skriftlige aftaler også mellem de, der producerer nyheder i DR og de medvirkende kan være en vej til større troværdighed.

Jesper Termansen er Lytternes og seernes redaktør i DR. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Vort samfund bygger på tillid. Det er så vigtigt, at meget ville bryde sammen, hvis vi i dagligdagen ikke stolede på, at et ord er et ord. Hvis vi skulle gå og sikre os, at alting blev nedfældet og skrevet ned på papir.

Sådan er det også i journalistik. Inden for nyhedsgenren er det almindelige, at aftaler er mundtlige. Alligevel taler journalister om, at man indgår ”en kontrakt.” Det er en gensidig forståelse af, hvad indholdet i en interviewaftale går ud på. Det er ikke ualmindeligt, at journalisten kan have sin opfattelse af, hvad der er aftalt. Kilden, den medvirkende, hæfter sig ved noget helt andet.

I den ene ende af skalaen findes der eksempelvis på Christiansborg meget professionelle kilder. Her kender journalister, spindoktorer og politikere rollerne og spillereglerne for aftaler.

I den anden ende af skalaen er der mennesker, som måske for første gang bliver spurgt om noget af et medie. Det kan være overvældende for en slagtermester, et voldsoffer eller en nyrepatient at skulle medvirke og kunne overskue, hvordan ens udtalelser indgår i et indslag eller en artikel. Lige så berusende det kan være at se sit navn på tryk eller sig selv i TV, lige så skrækkelig kan følelsen være af at blive tillagt holdninger og synspunkter, man ikke mener, at man har.

Netop hér i mødet mellem journalisten og den utrænede medvirkende skal journalisten være ekstremt påpasselig med, at den, man beder om at stille op, også er helt klar over, hvad det er, man medvirker i.

Jeg har i forbindelse med en sag, som jeg gennemgik for nylig, opfordret til, at DR for det første gør det klart (det er det ikke nu), hvem der er omfattet af skriftlige aftaler om medvirken. For det andet, at DR også inden for nyhedsgenren i højere grad sender en mail til en medvirkende om, hvad aftalen går ud på.

I DR's retningslinjer står, at medvirkende skal have forstået og accepteret forudsætningerne for at deltage, og ved medvirkende forstås personer, der deltager i indslag eller program. Det anbefales i retningslinjerne, at man sender den medvirkende en mail med hovedpunkterne i aftalen. Men selv om formuleringen kan læses, så den dækker alle typer af medvirkende, er det ikke DR's opfattelse. I den daglige nyhedsproduktion, som blandt andet både omfatter TV Avis, nyheder på nettet og nyhedsproduktion i DR's distrikter og regionale radiostationer, forekommer skriftlige aftaler sjældent.

En tidligere medvirkende henvendte sig i efteråret til mig og beklagede sig over sine erfaringer i forbindelse med en aftale med DR Nyheder. Hun følte sig ført bag lyset og ikke orienteret om, hvad hun i virkeligheden skulle medvirke i.

DR Nyheder havde en ganske anden opfattelse. Her mente man, at kvinden gentagne gange var blevet orienteret grundigt. Hvem der havde ret, var reelt ikke til at afgøre. Afstanden var betydelig, og det var påstand mod påstand. Der var ikke noget på skrift at støtte sig til.

Det er ikke bare ærgerligt for den medvirkende, som føler sig misbrugt og snydt. Det er også ærgerligt for DR, som bliver beskyldt for ikke at spille med åbne kort. Ingen har interesse i den situation.

Jeg anbefalede i forbindelse med gennemgangen og konklusionen på sagen, at DR i højere grad – også i nyhedsafdelingerne – vil benytte en mail til at aftale rammerne om et interview. DR's direktion vil tage proceduren op.

Naturligvis vil det i mange situationer med kort tid til et indslag give bedst mening, hvis journalist og kilde træffer en mundtlig aftale. Det skal heller ikke være således, at medvirkende har et krav på, at DR skal skrive mails forud for hvert enkelt interview. Men hvis vi vender os mod den almindelige, praktiske og gråmelerede dagligdag, forekommer det rimeligt nok, at hvis der er tid nok, så får en eventuel usikker og utryg medvirkende et par linjer om, hvad indslaget går ud på, hvad man vil spørge til, og hvad man mener at have aftalt med DR. Så kan den pågældende i ro og mag læse og genlæse teksten. Og det giver mulighed for at spørge, hvis den medvirkende er usikker.

Det vil give mere arbejde, ja, givetvis, men det vil måske også øge følelsen af, at den pågældende er tryg og har stor tillid til, at DR forvalter sin opgave troværdigt. Og hvis kilden reelt er kommet på andre tanker, så er det måske også bedst, at aftalen ikke bliver til noget.

Her skal man sondre mellem professionelle kilder og almindelige mennesker. Der er ingen tvivl om, at en række ministre og andre politikere presser grænserne og forsøger at få overtaget i et interview. Der bliver dagligt stillet krav om, at journalisten ikke får et interview, hvis ministeren ikke kender spørgsmålene for at medvirke. Selvfølgelig skal journalisten ikke være bastet og bundet på den professionelle kildes betingelser. Men selv ministre og topchefer har krav på en aftaler om, hvad interviewet går ud på. Og journalisten er bundet af sin ”kontrakt” i den forstand, at ikke bare selv kan definere, hvad man har lyst til at lave interview om.

En mail er ingen garanti for, at der ikke kan opstå misforståelser. Her er det journalistens pligt at være så skarp og præcis, at teksten ikke bliver et røgslør over den reelle hensigt med indslaget.

En mail til en medvirkende er ikke et retskrav. Det er ikke dén tang i værktøjskassen, som nyhedsjournalisten skal bruge til hver eneste opgave. Det skal heller ikke være et forsvar for, at medvirkende skal til at redigere artikler fra DR, eller have hånds- og halsret over indholdet i nyhedsindslag. Det er en mulighed for at undgå misforståelser og øge troværdigheden om den arbejdsproces, som foregår i DR.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk