DB Cargo-direktør fik fair behandling i interview om togulykke

TV-Avisen overtrådte ikke de etiske regler, da de stillede kritiske spørgsmål til DB Cargo om firmaets ansvar for ulykken på Storebæltsbroen. Interviewet var kritisk og fair, slår lytternes og seernes redaktør fast i ny afgørelse.

En seer har klaget til DR over et kritisk interview i TV-Avisen i forbindelse med togulykken på Storebæltsbroen. (ARKIV) (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Sensationspræget og unfair. Sådan opfattede en seer TV-Avisens interview med kommunikationsdirektøren i DB Cargo i forbindelse med togulykken med dødelig udgang på Storebæltsbroen den 2. januar 2019. Seeren mente, at TV-Avisens vært anklagede DB Cargo for at være skyld i ulykken, inden en havarikommission har talt.

Lytternes og seernes redaktør giver ikke klageren medhold.

Relevant med kritiske spørgsmål om ansvar

TV-Avisens vært gennemførte et regulært og fair interview med kommunikationsdirektøren i DB Cargo. Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, skriver i sin afgørelse at værten spurgte til ansvaret for ulykken og til om DB Cargo kunne have udvist større forsigtighed end foreskrevet.

Det er DR’s opgave at spørge kritisk til blandt andet ansvaret i forbindelse med en voldsom ulykke som den på Storebæltsbroen. Lytternes og seernes redaktør slår fast, at DR ikke er forpligtet til at vente med at stille kritiske spørgsmål, til en havarikommission har talt.

Det er relevant at konfrontere DB Cargo, der ejer godstoget, om firmaets mulige ansvar. Ifølge afgørelsen spørger værten om DB Cargos reaktion på de otte døde og mange kvæstede for netop at afdække dette.

TV-Avisens spørgsmål er relevante og hverken upassende eller sensationsjagende, sådan som klager påstår, fremgår det af afgørelsen.

Fair interview med professionel kilde

DR skal forholde sig kritisk til hændelsesforløb og skal kunne gennemføre et kritisk interview med en part i en sag. Kommunikationsdirektøren for DB Cargo er en professionel kilde, der er trænet i på firmaets vegne at besvare kritiske spørgsmål fra journalister.

Det er DR’s opgave at forholde sig kritisk til de kilder, der kan have et ansvar, hvilket kan være DB Cargo i den konkrete sag. DR’s vært stillede kritiske spørgsmål til sagens opklaring, men interviewpersonen fik også en fair chance for at besvare dem. Afgørelsen peger desuden på, at seerne fik fuld indsigt i såvel spørgsmål som svar, fordi det var et live-interview uden redigering.

DR arbejdede journalistisk korrekt, og der var ikke tale om en indirekte anklage og beskyldning af DB Cargo for at have ansvaret for dødsulykken.

Du kan læse mere om sagen og hele afgørelsen her:

Ankesagsafgørelse