DR var ikke partisk i artikel om konflikten i Jerusalem – men burde præcisere, at Israel selv anser byen for sin hovedstad

En bruger mente, at DR var partisk og antisemitisk i en artikel om konflikten mellem israelere og palæstinensere om et område i Jerusalem. Lytternes og seernes redaktør giver ikke brugeren medhold. Dog får han medhold i sin kritik af et forkert og upræcist ordvalg i beskrivelsen af Jerusalems status i konflikten.

Var DR partisk og antisemitisk i dækningen af konflikten i det østlige Jerusalem? Det mente en bruger, der havde læst en artikel på dr.dk. Han klagede til DR. Lytternes og seernes redaktør har behandlet klagesagen og giver ikke klageren ret i påstanden (Foto: Unsplash)

En bruger fandt en baggrundsartikel på dr.dk om konflikten mellem Israel og palæstinensere vedrørende det østlige Jerusalem for partisk og antisemitisk.

Det klagede han over til DR.

Fordi DR havde brugt vendingen, at de nuværende palæstinensiske beboere i et kvarter i det østlige Jerusalem blev ”smidt ud” som følge af en domstolsafgørelse, mente klageren, at ordvalget var partisk og, at DR dermed såede tvivl om staten Israel som en demokratisk magt med et demokratisk retssystem.

DR’s udlandschef for området har erkendt, at ordvalget var uheldigt, men afviser ellers kritikken.

Brugeren var ikke tilfreds med svaret fra DR’s udlandschef og valgte derfor at anke sagen til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen. Her får klageren ikke medhold.

DR skildrede konflikten balanceret

Jesper Termansen slår fast, at DR balanceret skildrede, at en israelsk domstol efter israelsk lov havde tilkendt israelske grupper palæstinensernes boliger i Sheikh Jarrah, og derfor skrev ”smides ud”.

- Samtidig skal DR skildre - som det er sket - at FN fordømmer denne israelske domstolsafgørelse som i strid med international lov. DR skal ikke tage stilling, men begge dele er relevant for beskrivelse af konflikten, slår Jesper Termansen fast. Han afviser dermed kritikken fra klageren om, at DR skulle være partisk i dækningen af konflikten.

Udlandsredaktør Niels Kvale har i sit svar til klageren selv erkendt, at eftersom DR brugte andre og mere neutrale ord i artiklen så som ”fraflytte”, burde DR have undgået vendingen ”smide ud”.

Jesper Termansen er i sin afgørelse enig med den betragtning:

- Man kunne have fundet et mindre dramatisk ordvalg, men der er ikke tale om en fejl, der er en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer.

Væsentlig fejl - rettelse uheldig

Klager har også klaget over DR’s rettelse til artiklen, hvor der står: 'Det fremgik af en tidligere version af artiklen, at Jerusalem er Israels hovedstad. Det er ikke korrekt. Israels betegnelse af byen som hovedstad er ikke internationalt anerkendt. Af den grund har mange lande, heriblandt Danmark, placeret deres ambassader i byen Tel Aviv.'

Jesper Termansen skriver i sin afgørelse, der er tiltrådt af DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, følgende:

- Da DR skal optræde neutralt og uden stillingtagen til nogen af partnerne i konflikten er rettelsen uheldig. Israel har gennem sin parlamentariske forsamling Knesset vedtaget, at Jerusalem er landets hovedstad. Men beslutningen er ikke anerkendt bredt internationalt. FN’s Sikkerhedsråd betragter det som en overtrædelse af international lov. Også palæstinenserne ser Jerusalem som deres hovedstad.

Lytternes og seernes redaktør føjer til, at udlandschef Niels Kvale selv udtrykker sagen langt bedre i sit svar til klageren. Niels Kvale skriver nemlig, at 'Israel anser Jerusalem for at være hovedstad, det gøre store dele af det internationale samfund ikke'.

Jesper Termansen opfordrer DR til at benytte denne formulering i stedet for, da den mere præcist rummer både staten Israels opfattelse og samtidig FN’s linje i spørgsmålet.

- Fejlen er væsentlig og af betydning, da det er kernen i den væbnede kamp, som atter er brudt ud, mellem Israel og dele af det palæstinensiske styre, Hamas, skriver Jesper Termansen og påpeger, at da det er en fakta-artikel, som skal give læserne en korrekt forståelse af fakta bag konflikten, er det helt afgørende, at DR er præcis og akkurat i beskrivelsen.

Du kan læse hele sagen her.

Ankesagsbeskrivelse

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk