Kronprinsens fødselsdag, vejret og dårligt sprog. Det klagede brugerne over i 2018

Dårligt radiosignal i Esbjerg, bandeord og manglende undertekster på tv-serien ’Broen’. Det er blot nogle af de ting, brugerne har klaget over til DR i 2018. Lytternes og seernes redaktørs nye rapport gennemgår de største klagetemaer og gør status for første halvår.

Lytternes og seernes redaktør gennemgår systematisk klager, ris og ros fra brugerne til DR. (© dr)

Da DR Vejret tog deres nye studie og skærm i brug i studiet i Aarhus, fik det en del brugere til at henvende sig til DR. Mange havde svært ved at se grafikken eller oplevede genskin. Dette, og mange andre typer kritiske henvendelser, fremgår af den nyeste rapport om klagetendenser og presseetik, som lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, netop har fremlagt for DR´s bestyrelse.

Lytternes og seernes redaktør - brugernes ombudsmand i DR - gennemgår i sin rapport de største klagetemaer og klagetendenser på baggrund af henvendelserne fra DR´s brugere. Rapporten, der kommer hvert halve år, giver blandt andet et samlet overblik over, hvad brugerne klager over til DR.

Også denne gang er klagetemaerne meget forskelligartede og rummer kritik af både teknik og indhold. Blandt andet blev der klaget over manglende undertekster, dårligt DAB-radiosignal samt sproget.

’Broen’ uden undertekster

Den fjerde sæson af DR’s tv-serie ’Broen’ startede den 1. januar og kørte de efterfølgende syv søndage. På grund af en teknisk fejl, manglede et af afsnittene undertekster. Da mange brugere gerne ville se det svensk/danske politi-makkerpar i aktion med undertekster, gav problemet mange klager til DR. Det blev ifølge rapporten også påpeget af flere brugere, at titlen ’Broen IIII’ ikke var skrevet med det korrekte romertal ”IV”, men som ”IIII”.

”Lockout” og ”skolepligt”

Sprogbrugen på DR´s kanaler er et tilbagevendende tema i klagebunken. Mange brugere henvender sig til DR med præciseringer og kommentarer til forkert sprog i DR´s programmer og på dr.dk.

Ifølge den nye rapport er det både forkerte ord og betegnelser samt upræcist sprogbrug og stavefejl, der bliver påpeget af brugerne. Eksempelvis skrev flere brugere til DR under overenskomstforhandlingerne i foråret om brugen af ordet ”strejke” i forhold til brugen af ordet ”lockout”, og hvordan disse to ord blev brugt upræcist. Også brugen af ordet ”skolepligt” i et indslag i TV-Avisen affødte en del henvendelser. Her gjorde seerne opmærksom på, at det korrekte ordvalg i programmet burde være ”undervisningspligt”.

Da Mads Steffensen i programmet ’Kender Du Typen?’ brugte ordet ”pisse”, fik det ekstraordinært mange seerne til at reagere og skrive til DR. De syntes, det var vulgært sprog, som var upassende i tv.

Humor-indslag gav kritik fra seere

Hele Royal Arena og tv-seere landet over kunne søndag d. 27. maj følge med i DR’s store fejring af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Ifølge rapporten fandt ikke alle seere de humoristiske indslag i showet morsomme. Mange brugere henvendte sig efterfølgende til DR og kritiserede et humoristisk indslag med Søs Egelind for at være dårligt. Karaktererne ”Fritz” og ”Poul” fra ’Rytteriet’ blev også af nogle seere kritiseret for at være upassende, pinlige og grove i sproget. Ifølge rapporten hører det med til billedet, at DR også modtog rosende henvendelser over DR´s dækning af begivenheden.

Ros for højskolesang

Højskolesangbogen var æresgæsten den 17. marts, da DR inviterede til fællessang af mere end 160 sange fra Højskolesangbogen. DR K og P2 sendte live fællessang fra Dokk1 i Aarhus, Ryslinge Højskole på Fyn og Vartov i København. DR modtog i perioden mange henvendelser fra brugerne med ros for initiativet.

Man kan læse meget mere om de forskellige klagetemaer, kritiske henvendelser samt de store klagesager som lytternes og seernes redaktør har arbejdet med i første halvår af 2018 her.