Radioavisen får ikke kritik for at kalde coronatest ’næsten 100 procent sikker’

Klage over Radioavisens omtale og dokumentation af PCR-test får ikke medhold af lytternes og seernes redaktør. Afgørelsen slår fast, at der var fuld dækning for værtens formulering om testens sikkerhed.

En lytter mente ikke, at Radioavisen havde dokumentationen i orden i et indslag om PCR-test. Lytternes og seernes redaktør har behandlet sagen, og giver ikke klageren medhold i at DR's etiske retningslinjer er overtrådt. (© dr)

Et indslag i Radioavisen den 12. december 2020 om indførelse af PCR-test for Covid-19, fik en lytter til at klage til DR over, at værten oplyste, at PCR-testen var næsten 100 procent sikker.

Lytteren henvendte sig til Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, og klagede blandt andet over, at DR ikke havde dokumenteret, hvorfra man havde oplysningen om, at PCR-testen skulle være næsten 100 procent sikker, som påstået i Radioavisen.

Jesper Termansen giver ikke klager medhold i kritikken af indslaget.

Fuld dækning for formulering

Lytternes og seernes redaktør fremhæver i afgørelsen, at DR i sit svar til klager henviser til Statens Serum Institut, der angiver et sikkerhedsniveau på mere end 99 procent ved en PCR-test. DR henviser også til en undersøgelse fra 2020 fra Region Midtjylland, der viser et meget lavt fejlniveau ved samme testtype, fremgår det af afgørelsen.

DR skrev i svaret til klageren, at DR med fordel kunne have sagt, at testen har en meget høj præcision frem for at bruge begrebet 'i nærheden af 100 procent sikker'.

Men afgørelsen fra lytternes og seernes redaktør slår fast, at der var fuldt belæg for den formulering, der blev brugt i Radioavisen, og at DR’s etiske retningslinjer dermed ikke er overtrådt.

Frit valg af kilder

Jesper Termansen skriver, at DR har den fulde redigeringsret og dermed ret til valg af kilder. Der var derfor ikke tale om nogen overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer, når DR lagde Statens Serum Instituts vurderinger til grund for indslaget og formuleringen.

Klager havde sendt en række links med kilder med et kritisk forhold til PCR-tests. Men dem var DR ikke forpligtet til at undersøge, slår afgørelsen fast.

'DR skal være kritisk over for alle kilder og udøve kildekritik, og SSI er ikke hævet over kritik, men omvendt er det ikke en etisk overtrædelse, at DR lægger til grund, at landets øverste organer til oplysning om Covid 19, bringer korrekt information, skriver Jesper Termansen.

DR var derfor ikke pligtig til at efterprøver de vinkler og links, som klageren mente, DR skulle bruge i den konkrete sag.

Klagerens kritik af Radioavisens indslag og klagers krav om et dementi afvises af lytternes og seernes redaktør, og klageren får derfor ikke medhold i sin klage.

Du kan læse sagen her.

Ankesagsafgørelse

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter