Kritik fra Pressenævnet

Pressenævnet udtaler kritik af DRs udsendelse ”Advokaternes tag-selv-bord” i april måned.

Pressenævnet giver DR kritik for i udsendelsen at beskrive Kammeradvokatens behandling af konkursboer misvisende.

Udsendelsen tog udgangspunkt i konkrete konkursboer, blandt andet Bent Nilssons personlige konkurs og hans selskab E. & B. Nilssons konkurs, der kom under konkursbehandling med Kammeradvokaten som en af kuratorerne.

Udsendelsen handler navnlig om to ting: Hvorvidt konkursboer skulle momsregistreres, og hvorvidt man kunne opnå momsfradrag i forbindelse med betaling af håndværkerregninger, hvis der er byggesager i et selskab under afvikling.

Det fremgik af udsendelsen, at Kammeradvokaten var berettiget til at undlade at momsregistrere konkursboer, men ved omtalen af selskabets, E. & B. Nilssons, momsfradrag for håndværkerregninger viste og omtalte DR en kendelse fra Retten i Holbæk.

Kendelsen vedrører Bent Nilssons personlige konkurs og spørgsmålet om, hvorvidt det konkursbo skulle momsregistreres. Kendelsen havde hverken noget at gøre med selskabets konkursbo eller spørgsmålet om, hvorvidt man kunne opnå et momsfradrag for håndværkerregninger.

Pressenævnet kritiserer derfor DR for at have anvendt kendelsen som dokumentation i en forkert sammenhæng med omtalen af selskabets momsfradrag.

Som en afsluttende bemærkning oplyste DR, at Bent Nilssons sag var en af de konkurser, der var endt på advokaternes tag-selv-bord.

Hverken Bent Nilsson eller selskabet har klaget over Kammeradvokatens salær, og der er heller ikke i øvrigt oplysninger om, at Kammeradvokaten ved behandlingen har fået et for højt salær. Pressenævnet kritiserer derfor også DR på dette punkt.

I relation til et andet konkursbo, der blev omtalt i udsendelsen – Ejendomsselskabet Sandgården - oplyste DR, at der ikke var penge i konkursboet til kreditorerne, efter at Kammeradvokatens salær var betalt.

Det var heller ikke korrekt.

Der blev udbetalt flere hundrede millioner til pantekreditorerne, altså kreditorer der havde sikret deres tilgodehavender ved pant.

Udsendelsen ”Advokaternes tag-selv-bord” var således på flere punkter i strid med god presseskik, og Pressenævnet udtaler sin kritik af DR.

Hele Pressenævnets kendelse kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.