’Orientering’ beklager indslag om hadlære

Indslag med israelsk professor på P1 den 15. juni kom til at fremstå ensidigt.

’Orientering’ beklager et indslag den 15. juni med israelsk professor. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

I udsendelsen 15. juni bragte ’P1 Orientering’ et indslag med den israelske professor Nurit Peled-Elhanan. Indslaget var en del af flere indslag, der belyste hadlære i Mellemøsten.

I interviewet tager Nurit Peled-Elhanan udgangspunkt i sin egen forskning på området og kritiserer i kradse formuleringer de israelske skolebøger for racisme og refererer til nazisternes omtale af jøder.

’Orientering’ har tidligere medgivet, at vi kunne have gjort mere for at tydeliggøre, at professorens forskning er omdiskuteret. Det lykkedes ikke ’P1 Orientering’ i tilstrækkelig grad at gøre rede for anden forskning på området, der viser, at problemet er størst i de palæstinensiske og i de ortodokse jødiske områder.

Dermed kom det konkrete indslag til at fremstå ensidigt, omend der blev gjort forsøg på at nuancere billedet. ’Orientering’ beklager dette.