Præcisering i forbindelse med P1-udsendelserne 'Danmarks dræber #1'

Programserien 'Danmarks dræber #1' var visse steder ikke tydelig nok om kildeangivelse.

Peter Falktoft er vært i serien 'Danmarks dræber #1'. (Foto: Thomas Vinther)

Af kanalchef Thomas Buch-Andersen, P1


I P1-serien 'Danmarks dræber #1' samt i en artikel på dr.dk udtaler vært Peter Falktoft, at der bliver smidt ni millioner cigaret-skodder på jorden om dagen i Danmark, og at dette beløber sig til tre milliarder om året. Kilden til det tal er organisationen 'Hold Danmark Rent'. Det burde have fremgået af såvel selve udsendelsen som artikel, ligesom det også burde have fremgået, at der er tale om et kvalificeret skøn fra deres side.

I udsendelsen siges, at der skal fældes 200 træer om året for at kunne producere 20 cigaretter om dagen. Det tal er der ikke dokumentation for. Der fældes træer til brænde for at tørre tobak. WHO og den svenske interesseorganisation VISIR vurderer, det løber op i 24 træer om året for 20 cigaretter om dagen. Derudover fældes der træer til papir til indpakning, kartoner, rullepapir og afskovning for at give plads til tobaksplantager. Det rigtige tal er et stykke over de 24, men om det er præcis 200 er usikkert, hvilket udsendelsen skulle have taget forbehold for.

Programmets ekspert, professor i tobaksforebyggelse Charlotta Pisinger, siger i seriens afsnit 4, at tobaksproducenter i forbindelse med promotion af cigaretter har oplært deres unge sælgere ' ….til at stå og ryge eller lade, som hvis de var ikke-rygere'.

Dette bygger på anonyme udsagn fra whistleblowere, der har talt med den pågældende professor. Vi kan således ikke dokumentere, at det er tilfældet. Udsagnet skulle derfor ikke have været med i udsendelse.

Professor Charlotta Pisinger siger også i udsendelsen, at hvis man begynder at ryge som ung, bliver man fattig i løbet af sit liv. Dette er der ikke dokumentation for.

Tobaksproducenterne har i forbindelse med produktionen af programmer henvist redaktionen til en rapport fra Skattestyrelsen, der skønner at der vil være øget grænsehandel, hvis man øger tobaksafgiften. Den pågældende rapport burde være nævnt i udsendelsen. Rapporten kan i øvrigt læses her

DR beklager fejlene.