Pressenævnet kritiserer DRs rettelser

DR rettede to artikler om udbydere af kviklån, men rettelserne kom både for sent og var heller ikke tydelige nok.

(© Pressenævnet)

I juni måned sidste år omtalte DR i Kontant, at syv kviklånsudbydere blev kritiseret i en undersøgelse lavet af Mybanker.

DR skrev også om undersøgelsen og Kontant-programmet på dr.dk.

På dr.dk fremgik det af to artikler forud for tv-udsendelsen, at:

Forbrugerombudsmanden har allerede inden undersøgelsen anmeldt syv udbydere til politiet”, og ”Forbrugerombudsmanden har politianmeldt syv udbydere af kviklån, heriblandt de to største selskaber, Ferratum og Vivus. Det fortæller DRs forbrugerprogram Kontant”.

Ferratum klagede over artiklerne til Pressenævnet.

Politianmeldelserne var tilbage fra 2014 og ikke indgivet i forbindelse med Kontant-udsendelsen i 2016.

Anmeldelserne havde heller ikke ført til indgriben fra politiet eller anklagemyndighedens side.

Pressenævnet har kritiseret DR for formuleringerne i artiklerne, som efter nævnets opfattelse giver indtryk af, at der var tale om nye politianmeldelser i forbindelse med programmet i 2016.

DR rettede i september måned artiklerne på dr.dk, men udsendte ikke en selvstændig artikel, der omtalte rettelserne.

Pressenævnet har derfor også udtalt kritik af DR for ikke at gøre læserne tilstrækkeligt opmærksomme på rettelserne.

DR rettede teksten inde i de to artikler, men Pressenævnet mener, at DR burde have bragt en meddelelse i den løbende nyhedsstrøm på dr.dk.

Læsere af artikler kan ikke forventes på ny at klikke ind på artiklen, de allerede har læst, og på den måde blive gjort bekendt med en rettelse.

Rettelsen burde derfor – i tillæg til rettelsen inde i artiklerne – have været udsendt som en selvstændig rettelse.

Pressenævnet har også kritiseret DR for først at rette artiklerne i september måned, hvilket var to måneder efter, at Ferratum klagede til DR.

Pressenævnet har pålagt dr.dk at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk.