Pressenævnet udtaler kritik af afsnit i ’Mors afskedsbrev’

Pressenævnet har udtalt kritik af afsnit tre i programserien 'Mors afskedsbrev' med undertitlen 'Champagnepigen Inge', som DR udgav i sommer.

(© Phoebus Moreleón)

Af redaktionschef Jakob Sloma Damsholt, DR Kultur & Debat Lyd

I programserien 'Mors afskedsbrev' undersøgte journalist Adrian Hughes sin familiehistorie for at prøve at finde ud af, hvorfor hans mor ved sin død havde efterladt et bittert afskedsbrev med kritik af sine egne sønner.

Afsnittet 'Champagnepigen Inge' handlede om Adrian Hughes’ morfar, Thorvald Dreyers ægteskab med Inge Dreyer.

Inge Dreyers datter og barnebarn har klaget til Pressenævnet over afsnittets omtale af deres mor og mormor. De mener, at DR har krænket Inge Dreyer og dem som efterladte ved i afsnittet at have medtaget grove og udokumenterede beskyldninger om Inge Dreyer.

Klagerne har fremhævet, at flere af de omtalte beskyldninger mod Inge Dreyer vedrører forhold, som klagerne ikke havde hørt om, før de blev omtalt i udsendelsen.

Pressenævnet er enig med klagerne i, at DR ikke har taget det fornødne hensyn til dem som efterladte. Pressenævnet har derfor kritiseret DR for ikke at give klagerne mulighed for at forholde sig til afsnittets beskyldninger mod Inge Dreyer, inden de blev bragt. Pressenævnet har også kritiseret DR for, hvordan Inge Dreyers dødsulykke er beskrevet i udsendelsen.

  • Hele Pressenævnets kendelse kan ses på Pressenævnets hjemmeside her

FacebookTwitter