Test indeholdt fejl

DR beklager, at test på DR.DK indeholdt en række fejl ved udgivelse

På DR.DK har der beklageligvis været en del fejl i testen ”Tjek dit parti”. Fejlene er nu blevet rettet, men testen har tidligere været udgivet i en forkert version.

Følgende ting er rettet:

  • Spørgsmål 4 om lovforslag 170, 2016-2017: Af testen fremgik det, at Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod, mens Socialdemokratiet stemte for. Det er forkert. Socialdemokratiet var det eneste parti, der stemte imod. Den forkerte visning skyldes en fejl i databasen, som også medførte, at spørgsmålet var ledsaget af en forkert hjælpetekst.

  • Spørgsmål 8 om aktstykke 37: Det fremgik oprindeligt, at Uffe Elbæk ikke kunne stemme (da han ikke var medlem af Finansudvalget, da afstemningen foregik), men at hans daværende parti Det Radikale Venstre stemte for. Den fremstilling er forkert. Uffe Elbæk var løsgænger på daværende tidspunkt og kunne rigtig nok ikke stemme, men samme dag støttede han forslag B 30 i Folketingssalen, som var et beslutningsforslag om at trække ovenstående aktstykke 37 tilbage. Med andre ord stemte han imod et salg af DONG til Goldman Sachs, og Alternativet er derfor nu placeret som værende imod aktstykket.

  • Spørgsmål 9 om lovforslag 140, 2018-2019: Det fremgik tidligere, at Socialdemokratiet stemte imod. Det er forkert. Partiet stemte for forslaget.

  • Spørgsmål 16 om lovforslag 161 A, 2015-2016: Tidligere var det oprindelige lovforslag 161 basis for visningen, men da forlaget senere blev delt op i 161 A og 161 B er det ikke retvisende at bruge 161. Vi har derfor ændret til afstemningen om 161 A.

  • Tidligere har der været et spørgsmål om bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner – lovforslag B 57, 2017-2018. Det fremgik, at Socialdemokratiet stemte imod, men partiet stemte faktisk gult (hverken for eller imod). Derfor har vi valgt at tage spørgsmålet ud. Hvilket vi også har gjort med alle andre forslag, hvor der ikke er blevet tilkendegivet klart fra partierne.

  • Tidligere har der været et spørgsmål om højere straf for handel med doping, men da der har været flere forslag med forskellige udfald, er det ikke til at afgøre, hvor man skal placere partierne. Derfor er spørgsmålet taget ud.

  • Derudover er der rettet enkelte forkerte årstal. Dog ikke noget, som har betydning for udfaldet af testen.

DR beklager.