Bag om dækningen af grænseoverskridende afpresning på nettet

Læs her om DRs journalistiske arbejde med historien om afpresning på nettet.

DR's undersøgende korrespondent, Line Gertsen, interviewer et af de ofre, der har været udsat for ydmygende og grov afpresning på nettet.

Gennem omfattende research og kilder får DR kendskab til hemmelige netværk på nettet, hvor kvinder og unge piger afpresses til at udføre ydmygende og grænseoverskridende handlinger og bliver instrueret i at slå og gøre skade på sig selv.

I materialet er der et eksempel på et søskendepar, der bliver tvunget til at begå incest.

Ofrene har været udsat for afpresning i uger, måneder og nogle endda i år, hvor bagmændene truer med at offentliggøre materialet på kvindernes sociale medier og til deres familie, venner og kolleger.

Via blandt andet prislister på overgrebsvideoer, interviews med en rækker kvinder og myndighedskilder har DR kortlagt, at mindst 145 kvinder og unge piger er blevet afpresset.

Da DR bliver klar over omfanget af videoer og billeder, at der i et tilfælde er tale om seksuelt indhold med mindreårige børn, og at afpresningen tilsyneladende stadig foregår, mens redaktionen researcher på historien, gør DR politiet opmærksom på materialets eksistens.

Det sker efter aftale med den danske kilde, der har orienteret DR om en del af materialet.

Dansk politi har efterfølgende samarbejdet med Interpol. Adskillige ofre er blevet identificeret og en af bagmændene er nu anholdt i Mexico, og der er lavet en udleveringsaftale med USA.

FacebookTwitter