Danmarks Indsamling 2019: Cana og JoJo møder barnebrude i Malawi

Blogger og jordemoder Cana Buttenschøn og P3-vært Maria Josefine 'JoJo' Madsen besøger det fattige afrikanske land.

Cana Buttenschøn er i disse dage på besøg i Malawi, hvor hun oplever, hvordan helt unge piger bliver giftet væk til ældre mænd. (© @canabuttenschon på Instagram)

Hvordan hjælper man bedst de mange teenagepiger, der bliver fanget i et ægteskab med en ældre mand i et af verdens fattigste lande? Det prøver jordemoderen og bloggeren Cana Buttenschøn og P3-værten Marie Josefine Madsen, bedre kendt som 'JoJo', i disse dage at blive klogere på, mens de besøger Malawi, som er et af Afrikas fattigste lande.

Mange piger under 18 bliver giftet væk af deres egen familie, som så får penge eller dyr i brudepris for deres datter.

Således bliver 46 procent af Malawis piger gift, inden de er fyldt 18 år, og næsten hver tiende pige er gift, allerede når hun er 15. Og når hun er gift, forventer hendes ældre ægtemand, at hun hurtigt bliver gravid og sørger for et barn - også selvom hun stadig selv er et barn, og hendes krop slet ikke er klar til at gennemgå en graviditet.

- De ældre mænd udnytter piger seksuelt og er ofte voldelige. Samtidig bliver pigerne holdt fast i en svær, svær fattigdom, fordi de ikke kan gøre deres skole færdig og få nogen form for uddannelse, fortæller Cana Buttenschøn på en telefonlinje fra Malawi, der jævnligt sætter ud.

Onsdag mødte den danske jordemoder og blogger en af de unge malawiske piger, Leyea, som er blevet giftet væk i en meget ung alder.

- Pigen flytter ind hos tante og onkel. Onklen begynder at forgribe sig på pigen, og da tanten finder ud af det, bliver hun meget vred på pigen og flytter. Så gør onklen Leyea gravid, og de bliver gift. Men han slår hende og virker i det hele taget til at være et virkelig skidt menneske. Hun flygter og flytter ind i sin afdøde bedstemors hus. Men det betyder, at hun er nabo til sin tante, som hader hende, og hun bliver behandlet som en udstødt. Hun har ingen penge, og hun har ingen marker, så hun har virkelig svært ved at brødføde sig selv og barnet.

- Samtidig er Leyea virkelig en sød, god og stærk pige, der kæmper for sig selv og sit lille barn. Hun søger arbejde som daglejer, men alle er så fattige, så der er ingen, der kan give hende noget arbejde. Der er brug for, at en pige som hende kan få noget hjælp udefra. Og hun ville være en oplagt kandidat til at få noget hjælp i det her projekt, siger Cana Buttenschøn.

Projektet hjælper pigerne ud af tvangsægteskaberne

De penge, som Folkekirkens Nødhjælp får ved Danmarks Indsamling 2019, går blandt andet til projektet i Malawi, hvor man forsøger at hjælpe pigerne ud af tvangsægteskaberne og gøre det muligt for dem at klare sig selv.

- Men det er en kæmpe udfordring. Det er min oplevelse, at det her er en kultur, der er dybt forankret både hos mænd og kvinder hernede.

- Nogle gange er det forældrene, der finder en ældre mand til deres døtre, nogle gange er det pigerne selv, fordi de ser et lillebitte håb om en bedre fremtid. Men når de så bliver gift, er målet med det samme at få et barn. Selvom pigerne måske bare er 12-13 år gamle, kræver manden virkelig meget sex for at lave det her barn, der skal bevise deres frugtbarhed.

- Og når pigen først er gift, sidder hun ret hårdt i saksen. For forældrene er det en skam, hvis hun ikke bliver i ægteskabet, og de vil ikke tage hende tilbage, og hun har ingen uddannelse, så hun kan forsørge sig selv, siger Cana Buttenschøn.

Håb for pigernes fremtid

Hun understreger dog, at selvom det kan lyde meget tungt, er der også håb for pigernes fremtid.

- Der er heldigvis også nogle mænd hernede, som er vildt seje, og som vil være med til at gøre op med den her kultur. Og Folkekirkens Nødhjælp hjælper med at uddanne både piger og drenge, som kan advokere for denne sag. Der er bare brug for en lille økonomisk indsprøjtning.

- Og selvom hendes situation kan virke håbløs, så griner og smiler Leyea. Hun fortæller om sit håb for sin lille dreng, om at han kan gå i skole og være med til at ændre tingene.

Indbegrebet af Afrika

P3-morgenværten Marie Josefine Madsen, kaldet JoJo, har været igennem direkte til P3 Morgen de seneste dage og fortalt om sine oplevelser med projektet i Malawi:

- Det er et virkeligt smukt land. Det er indbegrebet af Afrika på den måde, at der er røde grusveje og regntid, der er frodigt og utroligt smukt, men der er også sindssygt fattigt. Og det er også derfor, at det her projekt ikke kun handler om få børn ud af ægteskaber - det handler også om at være med til at hjælpe hele lokalsamfundet. Der er ret meget kønsdiskrimination hernede, og det er ret tydeligt, at piger og kvinder har en helt anden rolle end mænd og drenge - de er dem meget underlegne.

Brudepris på lidt under 200 kroner

JoJo har mødt en pige, som blev smidt ud hjemmefra, fordi hendes stedfar ikke ville have hende i familien.

- Bridget er 15 år. Før hun blev smidt ud, fik hun nogle gange lov til at spise med ved middagsbordet sammen med farens biologiske børn. Andre gange var der ikke mad nok, og så måtte hun sidde udenfor og vente.

- Hun bliver solgt til en mand til en brudepris på lidt under 200 danske kroner, og så skal hun flytte sammen med denne her 10 år ældre mand. 25 lyder måske ikke af så meget, men det er en meget stor forskel, når hun kun er 15 år. Hun bliver gravid meget hurtigt, selvom hun kun er 15, og hendes krop på ingen måde kan klare en graviditet, bliver hun tvunget ud i det.

- Hun lever med denne her mand, som hun ikke har lyst til at leve med. Hun stopper med at gå i skole og arbejder i stedet i marken, fordi han ikke vil have, at hun går i skole. Og et massivt seksuelt misbrug er også en del af det. Det var et svært møde, fortæller en tydeligt påvirket P3-vært.

Radioværten JoJo fra P3 har været i Malawi. (© @majosefine på Instagram)

Går i ungdomsgruppe

Men der også lys i mørket, fortæller JoJo.

- Bridget går i en youth group, en ungdomsgruppe, hvor de taler om for tidlige ægteskaber, graviditeter, prævention og kærlighed. De debatterer, og der er både unge piger og unge drenge med.

- Og med de penge, der bliver samlet ind til Malawi i Danmarks Indsamlingen, går Folkekirkens Nødhjælp ud og spotter de her piger og hjælper dem ud af børneægteskaberne.

- Og så gør de meget ud af at uddanne lokalbefolkningen, at have ambassadører og pigegrupper, så der bliver talt om de her problemer, og det bliver nemmere at komme ud af dem. Og så kommer pengene også til at hjælpe de her piger med at tage en uddannelse, når de kommer ud af de her børneægteskaber, hvilket ikke er muligt lige nu.

FacebookTwitter