Tina Dickow spiller til Danmarks Indsamling: Skrev sange om Etiopien som 8-årig

Hun er nybagt mor til sit tredje barn, og alligevel har Tina Dickow sagt ja til at spille til Danmarks Indsamling. Overskriften for årets indsamlingsshow berør sangerinden dybt, og faktisk var det lige præcis sultne børn, der inspirerede hende til at begynde at skrive sange som 8-årig.

Musikerparret Tina Dickow og Helgi Hrafn Jónsson har både styr på deres nu tre børn og familielivet. I februar spiller Tina Dickow til Danmarks Indsamling. (Foto: PRIVATFOTO)

Det er kun et par uger siden, hun fødte sit tredje barn

Alligevel har den danske singer-songwriter Tina Dickow sagt ja til at spille til Danmarks Indsamling lørdag den 4. februar.

Men fødsler, samt en tætpakket plan for det næste år, rokker ikke Tina Dickow.

- Jeg er næsten helt flov over at sige det i en tid, hvor der er så meget at være nedtrykt og bekymret over ude i verden - men jeg har det altså helt vildt godt, fortæller Tina Dickow.

- Der er ikke noget, der kan fiksere én i nuet som en lille, nyfødt baby. Det er en dejlig tid for os med familieforøgelsen og nogle enormt spændende arbejdsprojekter linet op hele året.

Skrev sange om sult som 8-årig

Efter sine to første fødsler har Tina Dickow været hurtigt på fødderne og arbejdsklar igen.

Netop derfor tøvede hun ikke, da Danmarks Indsamling spurgte, om hun ville være med.

- Jeg sagde fra starten, at jeg rigtig gerne ville, men at jeg nok ville komme og spille noget 'nemt og akustisk’. Så det er dét, vi gør. Sådan lidt lejrbåls-agtigt, fortæller Tina Dickow.

Specielt årets overskrift for Danmarks Indsamling appellerer til Tina Dickow.

- 'Intet barn må sulte’. Det er svært at være uenig i, for det er så grundlæggende. Det var faktisk noget af det, der fik mig i gang med at skrive sange i sin tid, da Live Aid-koncerterne blev afviklet i 1985, og der var fokus på hungersnøden i Etiopien.

- Fjernsynet var fyldt med billeder af sultne børn med store maver og usikre øjne. Det skrev jeg sange om, da jeg var 8 år. Det er 30 år siden nu, og billederne er desværre stadig de samme, siger Tina Dickow.

Ud af osteklokken på Island

Sidste år lykkedes det Danmarks Indsamling af samle 97 millioner kroner ind til børn og unge i Uganda, Kenya og Benin.

Når Tina Dickow og hele resten af holdet står på scenen til Danmarks Indsamling, håber de selvfølgelig på, at succesen bliver lige så stor i år.

- Det er altid en spændende og intens oplevelse at være med i sådan et show, og jeg glæder mig til at møde en masse dejlige mennesker og kolleger, der er fælles i ambitionen om at få samlet en masse penge sammen. Det er jo et show, der samler hele Danmark foran skærmene.

Tina Dickow bor i Island med sin mand, musikeren Helgí Hrafn Jónsson, og parrets nu tre børn.

At medvirke i Danmarks Indsamling betyder altså også, at sangerinden skal en tur til Danmark.

- Jeg er ærlig talt samtidigt lidt nervøs for at skulle ud af min osteklokke hér på Island og kastes ind foran en masse kameraer på landsdækkende tv i Danmark, men det skal nu nok blive sjovt!

70 flybilletter og en bogudgivelse

Det er ikke kun Danmarks Indsamling, der er gjort plads til i Tina Dickows kalender i 2017.

- Jeg har lige talt, og inden for den sidste uge har jeg booket 70 flybilletter til mig selv, familien og musikere. Så det tyder på, at vi skal rejse en del.

I det nye år udgiver ægtefællen Helgi Hrafn Jónsson ny musik, og Tina Dickow skal både på sommer-turné og efterfølgende på solo-turné.

Ikke nok med det, så er sangerinden også snart klar med en bog.

- Det er en bog om musik og mit liv midt i musikken. Om sangskrivning og det levede liv, der ligger bag mine tekster. Om inspiration og ungdom. London og Island. Ensomhed og kærlighed. Turné- og scene-liv. Og om musikbranchen.

- Bogen og solo-koncerterne går på en måde hånd og hånd og føles som en slags manddomsprøve. Både med bogen, og når man optræder solo, er der ikke noget at gemme sig bag eller pynte sig med. Det er den rene vare!

FacebookTwitter