Da hun rejste rundt i Indien med Bibelen under armen og grundtvigianske holdninger i rygsækken for at få inspiration til sin skole, skulle Anne Marie Petersen til et stort folkemøde. Mødet blev holdt af Mahatma Gandhi i det sydlige Indien. Hun vidste dog ikke, at det møde kom til at få stor betydning for resten af hendes liv.

Til mødet ankom en skeptisk Anne Marie Petersen. Hun tvivlede på Gandhis værdier, men da hun så et menneske, der kunne tale til andre mennesker på den måde, som Gandhi kunne, blev hun meget begejstret, forklarer Daniel Henschen, der er historiker og har forsket i dansk missionsbevægelses historie.

- Hun er det mest markante eksempel på en dansker, der får sympati for Gandhi og hans mål om, at Indien bliver et uafhængigt land (Indien var dengang en britisk koloni, red.), forklarer han.

At kunne ændre sit eget verdenssyn og lade sig inspirere af andre, der ikke har de samme værdier som én selv, er noget af det, der gør Anne Marie Petersen enestående, mener Daniel Henschen.

Hun så, at Gandhis værdier og hendes egne grundtvigianske værdier havde flere ligheder. Det var de ligheder, der lagde grundstenene til den pigeskole, som Anne Marie Petersen et år senere skabte i byen Portonovo.

Anne Marie Petersens grundsyn på verden var, at alle skulle have lige mange rettigheder, uanset hvordan de så ud, eller hvad de troede på.

Det var derfor også vigtigt for hende, at piger kunne få en uddannelse i Indien. Derfor blandede hun sig og var ikke bange for at sige autoriteterne imod.

- Meget af det, hun gør, er provokerende i Danmark og Indien, da det bryder med de normer, der er for, hvad kvinder kan i denne tid, siger Daniel Henschen.

Pigeskolen Sevamandir, som betyder "tjenestens tempel", åbnede i 1921 og kom til at stå som et levende bevis på, hvordan Gandhis og Grundtvigs værdier fusionerede.

- Det kan blandt andet ses ved, at der ikke kun er bogligt arbejde, men også praktisk arbejde og åbne diskussioner, hvor idealet er, at eleverne selv skal tage stilling og danne holdninger, forklarer Daniel Henschen, der desuden er forfatter til bogen 'Da danskerne ville omvende verden'.

Anne Marie Petersen og Mahatma Gandhi var venner i næsten 30 år indtil Gandhis død i 1948.

At rejse til Indien som kvinde i starten af 1900-tallet var ret usædvanligt, og selvom Anne Marie Petersen hverken var den første eller eneste, der gjorde det, krævede det noget særligt af hende.

- Hun er gjort af et helt særligt stof, fortæller Daniel Henschen.

Og det er der mange grunde til.

Når man som missionær vendte hjem med nogle års mellemrum, var kutymen, at man rejste rundt i Danmark og fortalte om rejsen. Det gjorde Anne Marie Petersen også, men ikke som de andre kvindelige missionærer.

På dette tidspunkt fandtes der ikke kvindelige præster i Danmark. Hvis man derfor var en mandlig missionær, ville man naturligvis tale under gudstjenester, imens kvindelige missionærer var henvist til at tale før og efter gudstjenesten - i et forsamlingshus.

Det ændrede Anne Marie Petersen på.

Som den første kvinde i Danmark talte hun nemlig i kirken under gudstjenesten.

- Hun er en superspændende person - i virkeligheden prædiker hun jo, forklarer Daniel Henschen.

Og selvom Anne Marie Petersen ikke var præst, var det et gennembrud, at en kvinde overhovedet talte under en gudstjeneste. Det blev brugt som ét af de første argumenter i debatten om, at kvinder også burde kunne være præster.

Mens Anne Marie Petersen altså allerede talte i kirken i 1920'erne, var det først i 1948, at den første kvindelige præst blev ordineret i Danmark.

I dag er der cirka 2.000 piger, der bor og går i skole på Sevamandir. Det, der gør skolen meget speciel, er, at den stadig er styret af kvinder.

Én af de kvinder, der har gået på skolen, er Priya Skrubbeltrang. Hun er født og opvokset i Indien, men er i dag dansk gift og bor i Danmark.

Som 18-årig begyndte hun modvilligt på det lærerseminarium, som skolen også tilbyder.

Priya Skrubbeltrang havde svært ved at overskue, at hun ikke kunne komme hjem, når hun ville, og det var en af grundene til, at hun i begyndelsen ikke havde lyst til at gå på skolen.

Det hele ændrede sig dog med tiden.

- Jeg kom til at holde meget af stedet. Det gav mig plads til at være kreativ samtidig med, at jeg blev en del af et fællesskab, fortæller hun.

Det fællesskab, der skabes på skolen, kommer blandt andet med morgensang, bøn og yoga. Gandhis holdninger har i høj grad præget skolen, da han er grunden til, at man dyrker yoga og spiser vegetarisk, ligesom han selv gjorde det.

Man er heller ikke i tvivl om, at Anne Marie Petersen har været med til at skabe skolen; der hænger billeder af hende alle vegne, og hendes fødselsdag bliver fejret hvert år, hvor Dannebrog bliver hejst.

På samme måde bliver der hver morgen givet en takkebøn for det arbejde, danskerne har gjort.

- Sevamandir er et ret specielt sted. Og det er imponerende, at skolen har været der i over 100 år. At den eksisterer i et land, der er så mandsdomineret, som Indien er, fortæller Priya Skrubbeltrang.

Det er over 100 år siden, at grundstenen til Sevamandir blev lagt, og selvom landet har været igennem en stor udvikling, er Indien stadig et af de farligste steder i verden at være kvinde, og landet kæmper med voldtægt og vold mod piger og unge kvinder, som dem der i dag går på Anne Marie Petersens skole. Indien har altså stadig hårdt brug for et sted som Sevamandir.

Skolen skaber både en sikker ramme om unge piger fra små fattige landsbyer, men også en stærk uddannelse for yngre kvinder. Det er et sted, hvor der ikke er andre forstyrrelser, og hvor man lever et simpelt liv, fortæller Priya Skrubbeltrang.

- Skolen er vigtig, fordi den er til piger, af piger og for piger.

Anne Marie Petersen blev begravet under et korktræ på skolens område. Lige som hun ønskede sig. Hun fik aldrig selv børn, men Sevamandir blev hendes kald og livsværk. Og den dag i dag vidner skolen om den store betydning, den danske kvinde har og har haft på tusindvis af indiske piger.