Heidi Boll er fængselssygeplejerske og mor til to teenagepiger. Og så er hun en del af en stigende gruppe af voksne kvinder, der i en sen alder har fået en ADHD-diagnose.
En diagnose, som det havde været rart at have, da hun for 18 år siden blev mor for første gang og slet ikke følte det, hun havde hørt, man ville føle for den lille nyfødte.
- I det sekund, jeg får Izabel i mine arme, kan jeg godt mærke, at jeg tænker, hun er da egentlig meget sød. Men jeg har ikke den der fantastiske følelse, som alle snakker om, siger sygeplejerske Heidi Boll i podcastserien Lægens Bord.
Den lille Izabel havde svært ved at sove, græd meget og ville ikke have sut, så hun skulle ammes i søvn. Heidi havde det svært med, at der var et lille menneske, der stillede krav til hende uafbrudt.
Hun husker, hvordan hun en dag sad og ammede i morgenkåbe og ikke havde været i bad i tre-fire dage.
- Så siger jeg til pigernes far, at du bliver nødt til at gøre et eller andet. Fordi hvis ikke hun holder op med det her, så går jeg.
Kort tid efter måtte hun til lægen med symptomer på en fødselsdepression.
Øget risiko for fødselsdepression
Psykiater Charlotte Jokumsen har specialiseret sig i kvinder og pigers ADHD og er medforfatter til bogen 'At leve med AD(H)D som kvinde'.
Hun genkender Heidis historie i mange af de kvinder med ADHD, hun møder, som får det rigtigt svært, lige når de er blevet mor.
For mens graviditeten for mange med ADHD opleves som en god tid, fordi det kvindelige kønshormon spiller positivt ind på signalstoffet dopamin, så sker der en dramatisk ændring efter fødslen.
Tre dage efter man har født, falder østrogenet voldsomt, og det kan have alvorlige konsekvenser for en kvinde med ADHD, siger Charlotte Jokumsen.
- Det der bratte fald, når man har født, kan være meget voldsomt. Vi ved nu, at kvinder med ADHD har hyppigere fødselsdepression, så man skal være særligt obs på dem, siger hun.
Flere kvinder end mænd får medicin
En stigende del af voksne kvinder finder sent i livet ud af, at nogle af de udfordringer, de har kæmpet med hele livet, i virkeligheden skyldes uopdaget ADHD.
Piger med ADHD bliver nemlig ikke i samme grad som drengene opdaget allerede i skoletiden. Den gængse opfattelse har været, at ADHD var en drengediagnose – vilde drenge, der klatrer på væggene og forstyrrer.
Men i dag ved man, at det er en lidelse, der er ligeligt fordelt mellem kønnene, fortæller Charlotte Jokumsen.
- Der har været et kæmpe efterslæb, men nu er man blevet mere klog på, at det ser anderledes ud hos pigerne og kvinderne. Pigerne sidder og kæmper i klasserne. De er mere indadvendte, de dagdrømmer, og de er helt kvæstede, når de kommer hjem fra skole. Så det er ikke så synligt i skolen, fortæller hun i Lægens Bord.
Derfor er der mange, der først får diagnosen i voksenalderen, når der er omstændigheder, der måske får læsset til at vælte.
Tallene viser da også, at de voksne kvinder har halet ind på mændene. Hvor der for ti år siden var 30 procent flere voksne mænd end voksne kvinder, der fik medicin mod ADHD, er det i dag flest voksne kvinder, der får medicinen.
Men der er stadig næsten dobbelt så mange drenge under 18 år som piger i samme alder, som får medicin mod ADHD.
Kvinder er i gennemsnit 30 år, når de bliver udredt, og det er 11 år senere end mændene.
Det kan der være flere grunde til, siger Charlotte Jokumsen. Den ene er, at kvinder og piger er bedre til ubevidst at maskere deres symptomer.
- Vi klemmer ballerne sammen. Vi kæmper for at få vores gode karakter og laver vores lektier. Det samme på arbejde. Man strammer op, og så bliver det overset.
En anden er, at kvinder oftere går til behandlere med deres symptomer – fx psykologer og psykoterapeuter.
- Det kan blive lidt misfortolket som angst, depression, stress, og det kan jo forhale, at man får den rigtige diagnose.
Endelig set med alt det svære
Men mange kommer på sporet af deres egen ADHD, hvis deres børn får stillet diagnosen, fortæller Charlotte Jokumsen. ADHD er for 80 procents vedkommende arveligt fra forældrene.
Sådan var det også for Heidi. Begge hendes døtre gik hos en børne-unge-psykiater, hvor Heidi havde nogle samtaler med en sygeplejerske om de ting, der var svære i relationerne til pigerne.
Det var hende, der foreslog Heidi, at det nok ville være godt, hvis hun også selv blev udredt.
- Hun så mig et eller andet sted for første gang. Hun så, hvor hårdt det egentlig var at stå med de her to megaskønne unger, som jeg ville gøre hvad som helst for, men ikke havde evnerne til, fordi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, fortæller Heidi.
- Hun kunne godt se, hvor det ligesom kom fra. Og det tror jeg var første gang, jeg blev set i det med at have det svært.
Mor-rollen er svær
Som psykiater med speciale i ADHD hos kvinder møder Charlotte Jokumsen rigtig mange mødre, der lige som Heidi har det svært, og som kommer til hende, fordi de gerne vil være en bedre mor eller partner.
De har lært at mestre deres særlige udfordringer, så længe de kun havde dem selv.
Men pludselig, når de bliver mødre, har de ikke længere deres eget 'space', de kan trække sig tilbage til, siger hun. De kan så få problemer med temperamentet og med at styre deres irritabilitet. Og for hvert barn, de får, øges belastningen.
- De kommer til kort, for deres energi er brugt op. Det er belastning på belastning.
- Hvor man måske har kunnet klare sig langt hen ad vejen, sådan i hvert fald nogenlunde, så kommer der virkelig så mange udfordringer, når man bliver mor, og ofte har man jo også børn med ADHD, siger Charlotte Jokumsen.
Sorg og dårlig samvittighed
Hun møder ofte en sorg hos de kvinder, der gennem mange år har kæmpet med deres børn uden at vide, at det var en forstyrrelse i hjernen, der var årsag til problemerne. De føler ikke, de har været den bedste mor.
- Det er en rigtig vigtig del af den her proces, at der også er en sorgproces, at man bliver udredt sent, og man allerede synes, at man måske har gjort noget skade på sine børn.
Heidi Boll har også dårlig samvittighed over, at hun har haft så mange hårde konflikter med sine døtre, hvor hun har råbt ad dem og opført sig aggressivt.
Men diagnosen hjælper hende til at forstå hvorfor, hun opførte sig, som hun gjorde.
- Jeg havde bare ikke det overskud, der skulle til. For jeg havde svært ved at evne at være pædagogisk og have den tålmodighed, der passer til, fordi mit hoved var bare fyldt.
Find dette og de andre afsnit af Lægens bord om ADHD - blandt andet dette om, hvad det kan betyde at få den rette medicinske behandling: