Sådan giver du skilsmissebarnet en god jul

Sørg for at rydde al tvivl om julen af vejen, og sørg for varme og nærvær, siger børnepsykolog.

Børn kigger ud af vinduet på sneen. Julestjerne i vinduet (Foto: © Frank and Helena, Getty Images)

Skilsmissebørn bruger meget krudt på at tænke over, hvordan julen bliver for dem.

Så hvis du ikke allerede har gjort det, så skynd dig at forklare dit delebarn, hvilke aftaler du og din eksmand eller ekskone har lavet for julen. Det kan kun gå for langsomt, understreger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

- Allerede inden den 1. december skal man lægge planerne. Faktisk gerne et halvt år ad gangen, så barnet ved, hvor det skal være på de forskellige mærkedage det næste halve år. For det fylder meget hos et barn, hvis det skal gå og være i tvivl om, hvor det skal holde jul, fødselsdag, påske, sommerferie osv.

- Det er bydende nødvendigt, at man formår at lægge en god plan, for man gør sit barn fortræd, hvis man ikke formår det. Lidt groft sagt, så vil jeg sige, at man ikke bør få lov til at blive skilt, hvis man ikke formår at blive god til at lægge de planer.

Kan man tilbringe noget af julen sammen?

Det er vigtigt, at livet før skilsmissen bliver så tydeligt i julen som muligt, siger Margrethe Brun Hansen. Samhørigheden er jo ophørt, og ”hvordan skal min jul så være”, tænker barnet.

- Når man spørger delebørn, hvad der er betydningsfuldt ved julen, så svarer de: At far og mor og alle i familien er samlet. De svarer ikke ”gaver”, som man måske skulle forvente.

- Så min drøm, ville være, og den kan nok ikke opfyldes, at skilsmisseforældre kunne tilbringe noget tid sammen, sammen med deres fælles børn, i julen. Enten holde julen sammen, eller tilbringe nogle timer sammen om noget hyggeligt i julen.

Tal planerne igennem

Når planen for fx julen er lagt i god tid, så er der også god tid til at tale med barnet om, hvordan planerne ser ud. Tal med barnet om, hvem det skal være sammen med i julen, og hvor det skal foregå, råder børnepsykologen.

- Tal også gerne om, hvilke juletraditioner fra ”det gamle liv” barnet er særligt glad for og find ud af, om dele af det mon kan tages med over i ”den nye jul”.

- Det er lettest, hvis man skal være hjemme hos sig selv juleaften selvfølgelig. Men ellers er det jo muligt at tale med dem, der holder juleaften om, om man kan justere lidt, så det bliver genkendeligt for skilsmissebarnet også.

Hold ikke to juleaftener

Margrethe Brun Hansen anbefaler ikke, at man deler julen op i flere små bidder. Dén forælder, der har barnet i julen, har alle juledagene, råder hun.

- Og så omkring den 27. eller 28. december, så er julen ved at være forbi, og så kan barnet skifte over til den anden forælder, som typisk så vil have nytåret med barnet. Hvis det kan lade sig gøre, så hold eventuelt en julefrokost den 26., hvor den anden forælder kan være med.

En julefrokost kan også være med til at minimere antallet af arrangementer, som barnet skal trækkes rundt til.

- Der er utrolig mange bedsteforældre og andre familiemedlemmer for et skilsmissebarn at tage hensyn til i julen, som alle sammen synes, at det kunne være hyggeligt at ses til endnu en julefrokost. Og det kan blive for meget for barnet.

- Så tag ansvar for at holde en stor fælles julefrokost, hvor barnet kan se alle de bedsteforældre, mostre, fætre og kusiner, som det ikke lige så juleaften. Og altså gerne den anden forælder også.

Børnepsykologen anbefaler også, at man koordinerer traditionerne op til jul, så der ikke er to forskellige sæt regler for juleri, som barnet skal forholde sig til. Får man fx adventsgaver, eller pakkekalender. Ser man julekalender på tv. Får man chokoladekalender om morgenen.

Fokus på den gode stemning

Forældrene må sørge for, at der er en god og varm stemning omkring dem og barnet i forbindelse med julen.

- Allerbedst ville det altså være, hvis man kunne holde julen sammen. Næstbedst, hvis man kan være sammen nogle timer den 24., og ønske glædelig jul, give hinanden et kram eller et kys på kinden. Så barnet ikke går rundt med en kold og ubehagelig følelse i forbindelse med, at det er jul.

Men juleglæde og julesorg går hånd i hånd.

- Hvis barnet bliver ked af det eller trist i julen, fordi det savner den jul, der var engang, så lad det græde og sig, at du godt forstår. Ring eventuelt til den forælder, der ikke er der, så barnet kan fortælle hvordan juleaften gik, og hvad det fik i gave.