Chok! Favorit færdig i LIVE lige inden finalen

Fire artister er klar til finalen i LIVE. Ekspert-favorit røg overraskende ud i semifinalen.

Amanda Bøg har udelukkende optrådt med sine egne sange i sin tid i LIVE. Men semifinalen blev hendes endestation. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Uge efter uge har hun imponeret både de to coaches Sanne Salomonsen og Lina Rafn og ikke mindst musikeksperten Pelle Peter Jensen i DR1-programmet LIVE.

Men semifinalen fredag aften blev endestationen for det 23-årige stortalent Amanda Bøg, som var den af de tre artister på Lina Rafns hold, der fik færrest stemmer af seerne.

Og det kom som en overraskelse for Lina Rafn selv.

- Jeg kan ikke forstå det. Det kommer sindssygt bag på mig. Oppe i mit hoved var du en klar favorit, sagde hun til Amanda Bøg, da seernes valg stod klart.

Radiovært og dj Pelle Peter Jensen, der agerer musikekspert i programmet, har hver uge rost Amanda Bøg til skyerne, og hun var den af de tilbageværende artister på Lina Rafns hold, som han samlet set har givet flest point.

Fredag aften fremhævede han igen, at den 23-årige sanger og sangskriver har 'hele pakken'.

- Du beviser uge efter uge, at du har hele pakken; du spiller guitar, du skriver dine egne sange, og du kan synge. Og så har du den her tilstedeværelse, som gør, at folk helt glemmer at klappe i takt på et stykke, hvor det var helt oplagt, fordi de bare sidder og lytter, lød det fra Pelle Peter Jensen efter det, der viste sig at blive den unge sangerindes sidste optræden i LIVE.

Sidste band i flot comeback

Amanda Bøgs exit fra LIVE betyder, at de to finalister fra Lina Rafns hold bliver den 21-årige sangerinde Emilie Jæger og Brønshøj-gruppen Desmond, som i semifinalen gjorde lidt af et comeback.

Efter at have været i farezonen de seneste to uger og modtaget kras kritik fra Pelle Peter Jensen imponerede gruppen med sanger Asbjørn Storgaard i front i så høj en grad, at de fik aftenens højeste karakter af musikeksperten.

Fra Sanne Salomonsens hold er charmøren Nick Jones og afropop-sangerinden Joanita Zachariassen videre til næste uges finale, mens den tyskfødte singer-songwriter Jonas Menke fredag måtte forlade programmet.

Finalen af LIVE sendes på DR1 nu på fredag den 19. oktober.

Her dyster de fire tilbageværende artister om et musiklegat på 250.000 kroner og titlen som Danmarks nye liveartist.

Se de fire finalister i LIVE her.

Emilie Jæger

Desmond

Nick Jones

Joanita Zachariassen