Du er for gammel! Dansk sangerinde har fået afslag på afslag - nu bliver hun hyldet på tv

Sangerinden Joanita Zachariassen har kæmpet hårdt for at slå igennem. Nu er drømmen inden for rækkevidde.

Følelserne fik frit spil for Joanita Zachariassen i LIVE fredag aften. (© dr)

- Jeg mødte dig i receptionen i morges, og på 100 meters afstand kunne man se, at dér gik en stjerne. Du optræder med en større naturlighed end nogle af de etablerede navne, der tidligere har optrådt her i programmet.

Sådan lød det fra musikekspert Pelle Peter Jensen til sangerinden Joanita Zachariassen i LIVE fredag aften, efter hun havde optrådt med sit eget nummer 'Mpola Mpola'.

Jeg har da tænkt 'Oh shit, kan jeg hamle op med de unge?'.

Joanita Zachariassen

Også Lina Rafn kastede flotte gloser efter Joanita Zachariassen, og den megen ros overvældede hende i sådan en grad, at hendes øjne blev spejlblanke.

- Som artist er jeg lidt hård ved mig selv og tænker, at jeg ikke er god nok endnu. Så når man får noget at vide, der på den måde er virkelig overvældende, så bliver man helt vildt rørt. Det var tårer af taknemmelighed og glæde. De kunne se den artist, jeg er, siger Joanita Zachariassen.

Se Joanita Zachariassen optræde med 'Mpola Mpola' her.

I en alder af 35 er hun den ældste deltager tilbage i LIVE, og netop hendes alder har været medvirkende til, at hun har tvivlet på sig selv og sine færdigheder undervejs i konkurrencen.

- Man kan godt blive bekymret, når man er den ældste. Jeg har da tænkt 'Oh shit, kan jeg hamle op med de unge?'. Jeg har tit svært ved at se, hvor dygtig jeg er, også selvom folk fortæller mig det. Jeg tror ikke helt på det. Omvendt har det også været med til at holde mig ydmyg, fortæller Joanita Zachariassen.

Jeg er tit blevet mødt med den der 'det er lige sent nok', hvor folk har refereret til min alder.

Joanita Zachariassen

Har været tæt på at opgive drømmen

Joanita Zachariassen håber, at LIVE kan være med til at hjælpe hende ind på den musikscene, hun ellers har haft svært ved at finde fodfæste på.

- Jeg har knoklet for at komme igennem hos pladeselskaberne, men jeg er tit blevet mødt med den der 'det er lige sent nok', hvor folk har refereret til min alder. Så jeg har været tæt på at give op, men da LIVE kom, tænkte jeg 'nu tager jeg den ekstra chance'. Så jeg er glad for, hvor godt det er gået mig nu, siger hun.

Se Joanita Zachariassen optræde med 'Let It Burn' her.

Sammen med Nick Jones, Emilie Jæger og Desmond er Joanita Zachariassen nu klar til den store LIVE-finale i næste uge.

Og for den 35-årige sangerinde vil det betyde mere end noget andet at gå hele vejen og blive anerkendt for sit talent.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er en drøm, jeg har haft i 18 år…

Mere når Joanita Zachariasen ikke at sige, før stemmen knækker, og tårer endnu engang presser sig på.

- Jeg er i gang med et fedt album, og jeg har knoklet med syv numre. Jeg er så klar og har ventet på det så længe. Jeg glæder mig virkelig til, hvis det går i opfyldelse. Og jeg vil knokle for det album, uanset om jeg vinder eller ej. Jeg har altid betalt for det hele selv, siger hun.

Se finalen af LIVE nu på fredag klokken 20 på DR1.