Hård Lina Rafn giver afslag på afslag: Jeg er nødt til at følge mit hjerte

Infernal-sangerinden valgte bare halvt så mange artister til sit hold som med-coachen Sanne Salomonsen i LIVE fredag aften.

I første program af LIVE fløj Lina Rafn op af stolen og begyndte at danse, fordi hun var så imponeret over de artister, der optrådte på scenen foran hende.

Men i det andet program, der rullede over skærmen fredag aften, blev den ellers så danseglade Rafn pænt siddende i sin stol.

Og hele tre gange takkede hun sågar nej tak til at få en af de artister, som seerne havde sendt videre, med på sit hold.

Kun rapperen Alfen, popbandet Desmond og guitar-charmøren Simon formåede at imponere Infernal-frontkvinden i så tilpas en grad, at hun ville arbejde videre med dem.

- Efter to programmer er vi ved at have en fornemmelse for niveauet. Det vil sige, at jeg ikke længere sidder og tænker, at jeg hellere bare må tage noget for at være sikker og så se, hvad det kan udvikle sig til.

LIVE: Alfen - Vampyr

- Nu vil jeg gerne tillade mig at sige 'hey, jeg har allerede noget rigtig godt i banken, så jeg skal kun vælge noget, der kan matche op med eller toppe det, jeg allerede har'. Så derfor var jeg mere selektiv denne gang, siger Lina Rafn efter programmet.

- Og så må jeg også bare gå efter min mavefornemmelse og mit hjerte. Bliver jeg rørt, bliver jeg bevæget, får jeg optur, flyver mine arme i vejret, tilføjer hun.

Modsat andre talentshows på dansk tv er det i LIVE ikke nok at have en stor stemme.

Der var helt klart noget, hvor der var mest for øret og meget lidt for øjet.

Lina Rafn

Man skal kunne finde ud af at være på og optræde på en scene, forklarer Lina Rafn. Og her kom særligt de kvindelige solister til kort over for Rafn, som afviste samtlige seks kvinder.

- Det er virkelig vigtigt, at der også er noget for øjet. Og der var helt klart noget, hvor der var mest for øret og meget lidt for øjet, lyder det fra Lina Rafn.

Coaches sidder i skøn energi

Sanne Salomonsen havde derimod en fremragende aften og fik en artist fra alle seks runder med på sit hold.

Og hun nyder ikke bare at opleve de mange nye talenter på scenen – hun nyder i den grad også at sidde på scenen sammen med Lina Rafn.

- Vi er begge superseje, og vi har det bare hyggeligt. Jeg beundrer Lina, når hun sidder og taler og kommer med sin bedømmelse af artisterne. Vi er ret forskellige og står for hver vores ting, men vi har en vidunderlig respekt for hinanden, og det gør, at vi sidder i en skøn energi dernede. Vi er girls on a mission, siger Sanne Salomonsen, mens Lina Rafn stemmer i:

- Selvom vi er vidt forskellige, så er vi skåret ud fra den samme kage. Vi har den samme tilgang til tingene og er enige om, at der skal være en ordentlig tone og gode vibes mellem os, siger hun.

På fredag er det sidste chance for de to sangerinder at hapse artister til deres hold, når tredje auditionprogram af LIVE ruller over skærmen.

Foreløbig har Lina Rafn ni artister på sit hold, mens Sanne Salomonsen har 11.

Se LIVE fredag klokken 20 på DR1.

(Foto: Kasper Månsson © dr)