Han giver janteloven fingeren i bedste sendetid: Jeg forstår godt, hvis det er for meget

Nick Jones' selvsikkerhed skyldes ren og skær glæde over at være med i DR1-showet LIVE, fortæller han.

Nick Jones udstråler selvsikkerhed, når han står på scenen i LIVE hver fredag. (Foto: Kasper Månsson © dr)

- Jeg har aldrig været bange for at drømme stort. Man skal drømme stort. Især hvis man vil det, jeg gerne vil, som er at komme ud til hele verden og vise min musik.

Sådan lød de selvsikre ord fra sangeren Nick Jones, inden han fredag aften gik på scenen i DR1-showet LIVE.

Og den 25-årige sanger er hverken bange for at vise sin selvsikkerhed, sine knivskarpe dansetrin eller sin overbevisende vokal, når det gælder konkurrencen om det eftertragtede musiklegat på 250.000 kroner, som er den præmie, programmets vinder om nogle uger kan se frem til.

Se hans optræden her.

Bare glad for at være med

- Jeg forstår godt, hvis det kan virke som for meget, men det er den, jeg er. Selvsikkerheden bunder ikke i, at jeg tror, jeg er bedre end nogen, men i at jeg er glad for at være med.

Nick Jones fortæller, at han hele tiden bestræber sig på at gøre sit bedste og vise folk, hvad han kan.

- Jeg har selv tænkt over, at der måske er nogen derhjemme, der tænker: 'Uha, kan vi lige skrue ned for ham', og det kan også godt være, det kommer frem, som om jeg bare tænker: 'I'm the shit'.

- Men det er bare fordi, jeg gerne vil gøre mit bedste for at underholde. Hvis du tænker dig selv 150 procent op, så giver du også dig selv 150 procent, siger han.

Nick Jones fortæller, at han i næste uge vil vise, hvad han kan vokalmæssigt og mindre, hvad han står for som showman. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Og den selvsikre taktik har indtil videre givet pote.

Nick Jones er hidtil strøget ubesværet og er nu blandt de sidste otte artister i showet. Med god hjælp fra sin coach, Sanne Salomonsen.

Sanne: Nick kender sig selv

Hun fortæller, at hun ikke kunne drømme om at lave om på hans selvsikre stil.

- Nick har øvet sig i mange år, og han har været ude at prøve sig selv af. Det har jo selvfølgelig gjort, at han er i tæt kontakt med sig selv, han kender sin musikalske smag og de sange, som han komponerer, er 100 procent konsekvente. Han har pakken.

- Vi kan jo ikke allesammen lægge os ned og blotte struben, som man åbenbart helst skal gøre i Danmark. Jeg er bare så glad for, at han har selvtillid, for det gør, at han kan gå ind og levere hver fredag. Han er sgu selvkørende - nærmest flyvende.

Du kan følge Nick Jones på hans Facebook-side her.

Facebook
Twitter