Nu løfter DR sløret: Her er alle detaljerne om nyt underholdningsprogram

Live-musikken bliver omdrejningspunktet i DR's nye fredagsunderholdning 'LIVE! – Danmarks nye live-artist', der har premiere til efteråret.

(Foto: Markus Spieske © Unsplash.com)

Det bliver et helt nyudviklet, dansk show, som skal løfte underholdnings-arven fra X Factor på DR1.

Og nu kan DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, løfte sløret for, hvad det nye show, der har titlen 'LIVE! - Danmarks nye live-artist', går ud på.

- Vores ambition er, at vi vil give danskerne en større musikforståelse og en forståelse af, hvad livemusik egentlig er, og hvad det er, der gør en god liveartist, forklarer Jan Lagermand Lundme og fortsætter:

- Fokus i musikbranchen i disse år ligger på livescenen. Aldrig har danske og internationale kunstnere turneret mere, end de gør nu, og derfor går 'LIVE!' ganske enkelt ud på, at vi skal finde Danmarks næste liveartist.

Musikalske talenter skal hver uge dyste om seernes hjerter og med hjælp fra to erfarne, danske kunstnere kæmpe om at blive Danmarks nye, store liveartist.

Præmien, artisterne kæmper om, er et legat på 250.000 kroner til at fremme vinderens musikalske karriere og live-optrædener. Det kan for eksempel gå til en turné, instrumenter eller assistance til management.

Seerne bestemmer fra start

I 'LIVE!' har man mulighed for at stille op som både solist og som band – og som noget helt nyt på dansk tv har man mulighed for at optræde med sine egne sange. Man er dog også velkommen til at synge andre kunstneres sange.

Alle programmer sendes live på DR1, og allerede fra første færd har seerne direkte indflydelse på, hvem der skal gå videre i konkurrencen, når de via en nyudviklet app kan stemme 'ja' eller 'nej' til de enkelte deltagere.

Faktisk bestemmer seerne hele vejen igennem, hvem der går videre i konkurrencen.

Hele Danmarks rockmama bliver mentor

Til at coache talenterne har DR allieret sig med to af landets største kunstnere, der begge har årevis på landevejene bag sig.

Én af kunstnerne er hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen, der i årtier har stået på landets allerstørste scener.

- Hun er en af de største liveartister, vi har herhjemme, så det er fuldstændig oplagt at bruge hende, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Hvem, den anden mentor er, bliver afsløret på et senere tidspunkt.

Sanne Salomonsen, der i år har taget danskerne med storm via sin rolle som dommer i X Factor, er klar på mere tv i 'LIVE!'. (Foto: Elona Sjögren © Elona Sjogren)

Ud over de to mentorer vil der også være en fast dommer, hvis opgave udelukkende består i at kommentere og bedømme deltagerne. Samtidig vil der hver uge være en ny gæstedommer, som selv er udøvende musiker, og som samtidig kommer til at optræde live i programmet.

- Vi vil gerne understøtte den danske musikbranche ved at give plads til noget livemusik – og samtidig vise deltagerne, hvad det er, vi stræber efter, forklarer Jan Lagermand Lundme.

Hvordan adskiller 'LIVE!' sig fra allerede kendte formater som X Factor og The Voice?

- Det nye ved 'LIVE!' er hele præmissen. At vi går ind og fokuserer på livedelen af musikbranchen, og at seerne er med til at bestemme fra start. Den måde, afstemningsappen bliver udviklet på, er også en fuldstændig ny måde at afvikle en afstemning på.

- Det er unikt, at folk får mulighed for at optræde med deres eget materiale, hvilket gør, at der kan blive nogle andre snakke hjemme i stuerne. Og så bliver hele programmets udtryk og dynamik noget andet, som lægger sig mere op af en koncert end et stort tv-show. Så jeg er ikke bange for, at det kommer til at minde om X Factor, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

'LIVE! – Danmarks nye live-artist', der er udviklet i samarbejde med Nordisk Film TV, får premiere på DR1 til efteråret.

Allerede nu kan du tilmelde dig til programmet - det gør du lige her.

Facebook
Twitter