Supersøstre vandt X Factor: I aften overtager deres lillesøster scenen på DR1

Anilde og Azilda vandt X Factor i 2016. Nu vil deres lillesøster, Arilde Kaputu, forsøge at gøre dem kunsten efter i DR's nye musikprogram, LIVE.

Azilda og Anilde på X Factor-scenen i 2016. Fredag aften er det lillesøster Arildes tur til at stå på scenen i samme studie. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

18 håbefulde artister er klar til at indtage scenen i den sidste auditionrunde i musikprogrammet LIVE fredag aften.

Blandt artisterne, som skal overbevise seerne og de to coaches, Lina Rafn og Sanne Salomonsen, om deres talent, er den 19-årige sangerinde Arilde Kaputu fra Holstebro.

Hvis du synes, at navnet Kaputu lyder bekendt, så er du ikke helt galt på den.

For Arilde har nemlig to storesøstre, som har helt styr på det der med at optræde foran hele Danmark i bedste sendetid fredag aften.

I 2016 gik Anilde og Azilda Kaputu hele vejen i X Factor og vandt konkurrencen under navnet Embrace. I dag kalder de sig for Kaputu.

Gang på gang imponerede de to syngende søstre både dommere og seere, og særligt deres udgave af Ulige Numres 'Frit land' skrev sig ind i X Factor-historien som en af de mest mindeværdige optrædener nogensinde.

Lyt til Kaputus single 'Hvor du går', mens du læser videre:

Arilde Kaputu (th.) krammer sin storesøster Anilde, efter hun og Azilda vandt finalen i X Factor i 2016. Nu er det så storesøstrenes tur til at heppe på Arilde i LIVE. (Foto: Martin sylvest © Ritzau Scanpix)

Men fredag aften gælder det altså så lillesøster Arilde Kaputu, der glæder sig til at stå på scenen og give den gas.

- Det bliver så fedt at optræde, og det er interessant, at man kun har ét minut til at synge i. Det er ligesom at gå til en jobsamtale - der har man også kun ganske kort tid til at vise folk, hvem man er. Og sådan er det også med musik; du er nødt til at fange folk med det samme, så de tænker, at de gerne vil se mere til dig, siger Arilde Kaputu.

Specielt at optræde for folk

Selv har Arilde Kaputu været fanget ind af musikken og lysten til at synge, siden hun var helt lille.

Musikken har nemlig altid været et samlingspunkt i barndomshjemmet i Holstebro, og særligt hendes far har gjort sit til, at hans døtre fik musikken ind på livet fra en tidlig alder.

Og det må man sige, han er lykkedes med.

- Jeg elsker, at man med musik får mulighed for at ramme andre mennesker på en helt bestemt måde. Musik er med til at bringe en helt masse følelser frem i folk, og for mange er det jo næsten terapeutisk at lytte til musik. Så at kunne få lov til at optræde med noget, der betyder så meget for en selv - og forhåbentlig give dem, der lytter, en positiv oplevelse - er helt specielt, siger Arilde Kaputu.

Arilde Kaputu ser frem til at optræde i LIVE fredag aften. Her er hun fotograferet under prøverne på programmet torsdag. (© dr)

Den 19-årige sangerinde, der blev student i sommer, drømmer om at kunne arbejde med musikken i et eller andet omfang fremover.

- Om det så bliver at tage ud og optræde, være musikterapeut eller noget helt tredje, ved jeg ikke. Men musik kommer helt sikkert til at fylde meget i mit liv, siger hun og tilføjer med et stort grin:

- Og så drømmer man vel altid om at blive den nye Beyoncé!

Søstrene har hjulpet med forberedelserne

Når Arilde Kaputu fredag aften skal optræde i LIVE, sker det i præcis samme studie i DR Byen i København, som hendes storesøstre gjorde til deres hjemmebane for to år siden.

Hun har da også fået et par fif fra sine højt elskede storesøstre, afslører hun.

- Da de var med i X Factor, lærte de så meget om, hvordan man bruger sin stemme rigtigt i forhold til vejrtrækning osv., så de har hjulpet mig meget op til programmet, ligesom de også har været med til at bestemme, hvilken sang jeg skal synge, siger Arilde Kaputu.

I 2016 var det Arilde, der sad blandt publikum i studiet og heppede på sine søstre, men fredag aften er rollerne altså byttet om, når det er Anilde og Azilda, der kommer til at tage kærligt imod deres lillesøster efter hendes optræden.

- Det betyder alt for mig, at de tror på mig. Når jeg af og til tvivler på mig selv, så er de der for mig og siger 'tag dig sammen', siger Arilde Kaputu med et grin.

Se om det lykkes Arilde Kaputu at sikre sig en plads på Lina Rafn eller Sanne Salomonsens hold, når LIVE ruller over skærmen i aften klokken 20 på DR1.