Tæt på tårer: Lina Rafn overvælder sangerinde med brandtale på live-tv

Sangerinden Sarah Færch var tæt på at fælde en tåre, da hun blev overdynget med ros i LIVE fredag aften.

Det er egentlig Sanne Salomonsen, der er Sarah Færchs coach. Men det afholdt nu ikke Lina Rafn fra at holde en kærlig brandtale for hende i LIVE fredag aften. (© dr)

Følelserne sad helt uden på tøjet i LIVE fredag aften, og særligt den 25-årige sangerinde Sarah Færch blev midtpunkt i et af de helt store, følelsesladede øjeblikke.

Efter hun havde fremført sin egen og meget personlige sang 'Den her pige', fik hun masser af ros af først musikekspert Pelle Peter Jensen og efterfølgende coach Lina Rafn.

Den erfarne Infernal-sangerinde blev tydeligt rørt af Sarah Færchs optræden og den personlige historie bag sangen og gav hende derfor et kærligt råd for rullende kameraer.

Du er dig, og du er fantastisk!

Lina Rafn til Sarah Færch

- Du skal simpelthen holde op med at lytte så meget til andres meninger, du skal kun lytte til din egen. Din lyst til at mærke, hvad andre synes, overtager ind imellem dit nærvær. Og dit nærvær er magisk. Du er fuldstændig lysende klar i din lyd, og alt omkring dig er så krystalklart og fint.

- Når du så begynder at tænke på, hvad andre synes, så kommer der sådan et mørke, lød det fra Lina Rafn, inden hun kærligt nærmest råbte:

- Væk med det mørke. Du er dig, og du er fantastisk!

Måtte æde sine følelser

Efter showet var Sarah Færch stadig helt overvældet over den positive respons, hun havde fået – også fra seerne, som sendte hende direkte videre til næste uges program.

- Aftenen har været fuldstændig sindssyg. Jeg blev så rørt over det, Pelle Peter og Lina sagde, og jeg var nødt til at æde mine følelser lige der. Jeg havde jo ikke rigtig lyst til at stå og tude på live-tv – men jeg var godt nok tæt på, siger Sarah Færch med et smil.

Sangen 'Den her pige' har da også en helt speciel betydning for den dygtige sangerinde med den lyse stemme. Den handler nemlig om hende selv.

- På et tidspunkt i mit liv følte jeg, at jeg havde mistet den her glade, udadvendte og selvsikre pige. At jeg tog kritik lidt for personligt, og at jeg følte, at alting var imod mig.

- Derfor besluttede jeg mig for at skrive en sang til mig selv om, at jeg fandeme er god nok. At jeg nok skal klare det her, at jeg skal lære at tro på mig selv og på den måde få gejsten tilbage, fortæller Sarah Færch.

Gejst og skulderklap fik Sarah Færch så rigeligt af i LIVE fredag aften, og nu ser hun frem til at præsentere flere af sine egne sange for tv-seerne de kommende fredage.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at vise, hvem jeg er, siger hun.

Følg Sarah Færch og lyt til hendes musik på hendes Facebook-side her.

- Jeg kommer helt sikkert ikke til at sove særligt meget, men bare ligge og smile hele natten, lød det fra en rørt Sarah Færch efter LIVE fredag aften. (Foto: Kasper Månsson © dr)