Vild uenighed i bedste sendetid: Sanne og Lina vrager seerfavoritter

Publikum blev fejet af banen, da Sanne Salomonsen og Lina Rafn fredag aften gik direkte imod seernes beslutning i LIVE.

Seerne ville have Bibbi og Snif videre fra aftenens LIVE. Sanne Salomonsen var ikke enig. - Jeg ved ikke, hvad jeg skal kunne tilbyde dem. De var superprofessionelle, siger hun efter showet. (© dr)

- Ingen af jer er lige dét for mig.

- Jeg bakker også ud her. Jeg vælger ingen af jer.

Sådan lød det fra henholdsvis Lina Rafn og Sanne Salomonsen fredag aften i DR1’s musikshow LIVE.

Begge er coaches i showet og valgte i fredagens udsendelse at takke nej til de to grupper The Wild Sea og Bibbi & Snif, som publikum ellers lystigt havde stemt videre i konkurrencen.

Se Bibbi & Snif synge 'Sweep' i LIVE

LIVE: Bibbi & Snif - Sweep

De to dommere havde derimod udtrykt stor begejstring for den tredje gruppe GraaBlaa, som publikum altså ikke valgte at stemme videre.

- Under jeres optræden kom jeg ind i en verden, som er coming up i Danmark i øjeblikket, som er spændende og anderledes. Og jeg vil rigtig gerne opleve, hvad I ellers har i posen, sagde Sanne Salomonsen om den særegene gruppe GraaBlaa efter deres optræden.

Og Sanne Salomonsens med-coach Lina Rafn var helt på linje med sin kollega, inden seernes dom var afsagt.

- Jeg krydser fingre for at Danmark ikke er bange for det avant garde. Jeg er blæst bagover. Jeg synes, I byder ind med noget frisk, spændende, nærværende og fandens modigt. Jeg har totalt armene i vejret, sagde hun om GraaBlaa.

Se GraaBlaa synge 'Tættere på' i LIVE

LIVE: GraaBlaa - Tættere på

Men den roste gruppe formåede altså ikke at fange seernes gunst, og Sanne og Lina fik altså ikke mulighed for at snuppe gruppen til deres respektive hold af talenter.

Lina Rafn forklarer seernes ubarmhjertighed overfor GraaBlaa med en manglende forståelse for, hvordan musik også kan lyde.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk syntes, det var ret mærkeligt. For det var det også. Kompositorisk og sangskrivnings-mæssigt lyder det ikke som det, man hører i radioen eller på Spotify. Men fremtiden lyder altid mærkelig første gang, man hører den. Og jeg tror godt, GraaBlaa kunne være fremtiden, siger hun efter showet.

Her løftede Sanne Salomonsen også sløret for, hvorfor hun ikke valgte at tage nogle af publikums favoritter med sig videre i konkurrencen.

- I forhold til Bibbi og Snif, der er jeg musikalsk begrænset. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kunne tilbyde dem. De var superprofessionelle, siger Sanne, der deler opfattelsen af publikums countrydarlings med Lina Rafn.

- De kan det, de skal kunne. Vi kan ikke lære dem mere, og så bliver det jo bare reklame for dem selv at stå her i programmet, siger hun.

Se med i LIVE næste uge, når Sanne og Lina har sat deres hold af talenter, og konkurrencen spidser til, når de store liveshows begynder. Det er på fredag klokken 20 på DR1.