18-årige Getter går efter guldet

Hun er Estlands svar på Katy Perry og én af årets helt store favoritter, men mener ikke nødvendigvis, at hendes unge alder er en fordel.

Hun brød igennem i estisk 'Pop Idol' og er siden blevet kaldt Estlands Katy Perry. Nu har hun allieret sig med de stærkeste kræfter i estisk musikliv for at snuppe sejren i Eurovision. Alligevel er hun fuld af ydmyghed.

Dr.dk/grandprix fik mulighed for at stille én af årets helt store favoritter, Getter Jaani, et par spørgsmål.

Estland vandt sidste gang Eurovision i København for 10 år siden. Hvad husker du fra dengang?

- Alle var så glade for Estlands sejr dengang, det var en stor overraskelse for os. Jeg var meget ung, men jeg husker, at jeg så det på tv med min familie.

Tyske Lena var 19, da hun vandt sidste år. Du er 18. Er det en fordel at være så ung i denne her konkurrence?

- Det kan både være en fordel og en ulempe...

Sven Lõhmus har skrevet din sang 'Rockefeller Street', og han er manden bag nogle store estiske succeser i Eurovisionen. Hvordan har det været for dig at arbejde med ham?

- Det har selvfølgelig været en fornøjelse, og Sven er jo én af de mest succesfulde producere i estisk popmusik overhovedet - og ikke kun i Grand Prix-regi. Han opdagede mig i Pop Idol. Jeg har lært meget, og jeg lever nu mit drømmeliv - ved at få lov at synge og optræde.

Er det også Sven, som bestemmer dit tøj og din artistiske fremtræden på scenen?

- Det er teamarbejde mellem mit pladeselskab og medlemmer af delegationen.

Hvad er dine ambitioner i Düsseldorf? Vil det være tilfredsstillende at toppe din 4. plads fra den estiske udgave af 'Pop Idol'?

- Vi tager det skridt for skridt, forstået på den måde, at først ville det jo være fantastisk at gå videre til finalen. Og så må vi se...

Føler du dig presset over at være en af de helt store favoritter til at løbe med sejren i år?

- Nej, det er kun en fornøjelse, men jeg koncentrerer mig først og fremmest på min sceneoptræden og prøver at give 110 % af mig selv dér. Men lad os håbe, at jeg har det, der der skal til for at blive den første kvinde, der vinder for Estland.

Hvem regner du for dine hårdeste konkurrenter i Düsseldorf?- Det kan jeg pt. ikke sige, da jeg ikke har set mange sceneoptrædender endnu. Men man ved aldrig med Eurovision Song Contest - det er svært at forudse noget. Jeg ønsker bare alle held og lykke!

Hvordan vurderer du Danmarks chancer i år?

- A Friend in London har samlet en masse opmærksomhed omkring sig, og sangen er også moderne.

Facebook
Twitter