Afsløring: Riising og Wolff bliver værter til Dansk Melodi Grand Prix

Louise Wolff og Jacob Riising står sammen på scenen som værter til Dansk Melodi Grand Prix 8. marts i Odense.

Jacob Riising kupper sig ind som Grand Prix-vært!

Det bliver kendte ansigter fra to vidt forskellige nuancer af DRs underholdningspalette, der kommer til at stå på scenen som værter til Dansk Melodi Grand Prix 2014 i Odense 8. marts.

Den ene vært, Louise Wolff, kendt som vært på aktualitetsprogrammet Aftenshowet, har i forvejen to værtskaber i det danske Grand Prix på cv'et.

Den anden, Jacob Riising, er kendt og elsket som vært på børneprogrammer som Gepetto News og Riisings Flotte Talkshow - og har fem gange været vært på MGP, børnenes Melodi Grand Prix. Nu rykker han op i de voksnes rækker.

Blå bog - Jacob Riising

- Født 10. maj 1978 og opvokset i Herlev

- Startede i DR i 1999, da han blev vært for P3's Børneradio

- Har siden været vært på børneprogrammerne Amigo, Gepetto News og andre programmer på DR Ramasjang – samt for børnenes MGP i 2005, 2008 og 2012-2013

- Jeg er utrolig glad for, at det er to super charmerende og hamrende dygtige værter, der kommer til at styre slagets gang i Odense, siger DRs Underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged.

Han glæder sig til det danske Grand Prix 8. marts - for den danske vinder får en unik mulighed for at genvinde Det Internationale Melodi Grand Prix til maj:

- Vi skal finde det hold, der skal forsvare de danske farver og vinde en historisk hjemmebanesejr ved Eurovision, siger Rasmus Ladefoged.

Allerede i september 2013 blev Odense valgt som årets Grand Prix-by, hvor både Dansk Melodi Grand Prix 2014 og børnenes MGP afholdes, henholdvis 8. og 15. marts. Begge shows afholdes i Arena Fyn, hvor der er plads til ca. 4000 tilskuere.

Blå bog - Louise Wolff

- Født 6. juni 1978 på Frederiksberg

- Har studeret medievidenskab ved Aarhus Universitet. Blev aldrig færdig, da hun vekslede en praktik på P3 til et job samme sted

- Har blandt andet været vært for Aftenshowet og Sporløs – samt for Dansk Melodi Grand Prix i 2012 og 2013

Man kan stadig få billetter til showet 8. marts og generalprøverne 7. og 14. marts, mens børnenes MGP 15. marts allerede er udsolgt.

Deltagerne til Dansk Melodi Grand Prix er endnu ikke offentliggjort.