Albin Fredy 'Music for the Road'

Albin Fredy synger sang nummer 10, 'Music for the Road', i Dansk Melodi Grand Prix 2018. Mød Albin Fredy her.

(© Nalle Vikström)

Han er showman helt ind til benet og er klar til give sig fuldt ud på scenen til årets danske Melodi Grand Prix.

36-årige Albin Fredy Ljungqvist, der er født og opvokset i Falköping i Sverige, men som har boet i København de seneste ti år, har nemlig beskæftiget sig med musik og show hele sit liv.

De seneste 11 år har han været en del af Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen i København, de første syv år som sanger og de seneste fire år som assisterende instruktør og vocal coach.

Herudover udgiver Albin Fredy også musik i eget navn, hvilket sidste år resulterede i ep'en 'Falling for the Last Time', der blandt andet indeholder en duet med den amerikanske sangerinde Alexis Grace.

Med 'Music for the Road' er det anden gang, Albin Fredy stiller op i Dansk Melodi Grand Prix. I 2013 deltog han nemlig med 'Beautiful to Me', der var skrevet af blandt andre Bryan Rice.

Albin Fredy lægger da heller ikke skjul på, at han holder af Melodi Grand Prix, og at han derfor også glæder sig til endnu engang at deltage i den store popfest.

- Hvis man som jeg er musiker og arbejder med at lave shows, så er Melodi Grand Prix jo nærmest pensum – man skal have set det. Vi er altid gået meget op i det i min familie, det er jo næsten ligesom juleaften, siger Albin Fredy.

Sangskriver fejrer rundt jubilæum

'Music for the Road' er skrevet og komponeret af trekløveret Rune Braager, John Garrison og O. Antonio.

Sang nr. 10
  • Titel: 'Music for the Road'
  • Artist: Albin Fredy
  • Tekst og musik: Rune Braager, John Garrison og O. Antonio

Sangen her er Rune Braagers tiende bidrag i Dansk Melodi Grand Prix. Tidligere har han blandt andet været med til at skrive 'Two Are Stronger Than One' til Me & My og 'Venter' til Christian Brøns og Patrik Isaksson. I 2009 stod han desuden bag Andorras bidrag til Eurovision.

Ud over at stå bag 'Music for the Road' står han også som afsender på sang nummer ni, 'Holder fast i ingenting'.

John Garrison er en britisk sanger og sangskriver, der har haft succes både i eget navn og som en del af rockgruppen Budapest. I de senere år har han også gjort sig som sangskriver og producer for andre og har blandt andet arbejdet sammen med Leona Lewis, James Blunt og Mads Langer.

Blander dance og country

Bidragsproducer på Dansk Melodi Grand Prix 2018, Mads Enggaard, siger følgende om 'Music for the Road'.

- Albin Fredy er en erfaren performer, og han er i 'Music for the Road' en lone rider, der tager os med på sin rejse, hvor musikken både er underlægning og hovedperson, når han synger om at komme videre i livet efter et brud.

- Den kraft, der ligger i at vælge musikken som middel til at redde sig selv, afspejler sig i nummeret, som henter sin energi fra dance-genren, samtidig med at referencerne til country-genren minder os om, at historiefortællingen er den primære inspiration.