Annette Heick gør op med svenske kønsroller: Lækkert når mænd er mænd

Svenskerne er formidable til popmusik, men må gerne slappe mere af, når det kommer til kønsroller. Grand Prix-værten og Malmø-residenten giver en opsang.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

'Sverige, tolv point!'

'Sweden, twelve points!'

'Suède, douze points!'

Gang på gang viser vores svenske naboer, at de er europamestre i popmusik.

Sverige har vundet Eurovision Song Contest seks gange, og svenske sangskrivere bliver år efter år headhuntet til at skrive bidrag til andre deltagerlande i håbet om, at de svenske melodier vil bringe dem til tops i sangkonkurrencen.

Hvis man spørger eksildanskeren Annette Heick, der er den ene af de to værter ved Dansk Melodi Grand Prix i aften, så mener hun, at forklaringen på svenskernes eminente popører skal findes et helt særligt sted.

- Jeg tror, at en af årsagerne til svenskernes sans for popmusik skyldes, at de helt fra børnehaven har integreret musik i deres undervisning, hvis man kan kalde det undervisning i børnehaven. Men der er rigtig meget musik i børnehave- og skoleregi i Sverige. Og det handler ikke bare om ekstra musiktimer, men om at hver gang, der er en begivenhed på skolen, så optræder man for hinanden. Og det gør bare, at de får en helt anderledes tilgang til musikken, siger hun.

Annette Heick og Johannes Nymark under fredagens prøver på Dansk Melodi Grand Prix 2018. Det er tredje år i træk, at Annette Heick er vært på programmet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Kan godt lide kønsrollerne

Til daglig bor Annette Heick i Malmø i Sverige, hvor hun og familien har boet i snart 17 år. Og selvom hun påpeger den musikalske skoling i Sverige som efterstræbelsesværdig, så vokser træerne ikke ind i himmelen.

Hun fremhæver den såkaldte 'politiske korrekthed' i Sverige, som noget danskerne ikke behøver at importere fra vores kære naboer.

- Jeg bliver testet voldsomt af det, for jeg er ikke vild med politisk korrekthed. Jeg var i teateret i Malmø Operaen for et par uger siden. Og i Sverige har man jo besluttet, at på offentligt støttede teatre, der ophæves kønsrollerne. Så jeg sad og så en forestilling, hvor førsteelskeren blev spillet af en halvanden meter høj kvinde med påklistret overskæg, og farmoren blev spillet af en to meter høj mand med fuldskæg, siger Annette Heick og fortsætter:

- Jeg kan jo godt lide kønsroller. Det er jo lækkert, når mænd er mænd, og kvinder er kvinder. Jeg ville selv stejle, hvis nogen spurgte mig, om jeg ville spille førsteelsker med et overskæg. Dét gider jeg ikke.

Man kan ikke omskrive historien

Hvor danskerne altså godt kunne tage ved lære af svenskernes evne til fængende popmelodier, så mener Annette Heick, at svenskerne også kunne lære lidt af danskerne og løsne mere op i forhold til den politiske korrekthed.

- De kunne godt lige slappe lidt mere af. Jeg bliver småtræt, når jeg hører noget med en mor, der besvimer i 'Pippi-land', fordi der er et gardin, hvor Pippi Langstrømpe sidder og bliver viftet af to hawaiianske børn med palmeblade, fordi det skulle være rascistisk. Så bliver jeg sådan lidt 'Nu orker jeg ikke mere, nu bliver jeg træt', siger hun.

Grand Prix-værten forklarer, at man naturligvis skal være opmærksom på og italesætte racisme, men at man ikke kan slette fortiden.

- Man kan ikke omskrive historien, og for mig bliver det lidt totalitært, og det synes jeg ikke er specielt klædeligt. Jeg vil da gerne stå ved den historie, som jeg kommer af, men jeg kan ikke begynde at rydde op i det. Jeg kan ikke gøre det ugjort, fortæller hun.

Men selvom der er forskelle på danskere og svenskere, så mener Annette Heick alligevel ikke, at det står så skidt til, at nabofreden er truet.

- De synes, vi er lidt hårde i filten omkring indvandrerdebatten, det bryder de sig ikke så meget om. Men ellers synes de, at vi er meget fremme i skoene med teknologi og udvikling. De synes, vi er ret moderne i det, og de elsker også de danske tv-serier. Og i Malmø er der også mange, der kigger over sundet og kommer meget i København, siger hun og tilføjer:

- Så jeg tror faktisk, at svenskerne er mere glade for os, end vi er for svenskerne.

I aften kan du se meget mere til Annette Heick, når hun sammen med Johannes Nymark styrer slagets gang i Dansk Melodi Grand Prix 2018. Det er klokken 20 på DR1 og DR TV.

Facebook
Twitter