Bookmakere: Hun er stensikker på Grand Prix-sejr

Her på dr.dk/grandprix tror brugerne, Simone snupper sejren i morgen aften. Bookmakerne har hende også som storfavorit.

Simone går på scenen som nummer seks med sangen 'Stay Awake'. Ifølge bookmakerne er det årets vinder. (Foto: Michael Søndergaard © DR)

Hun synger om at holde sig vågen, og ifølge bookmakerne kan hun godt forberede sig på at skulle feste igennem hele natten til søndag.

Simone er nemlig kæmpefavorit til at vinde Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften.

Danske Spil, Ladbrokes, Betsafe og Unibet giver alle den tidligere Scenen er Din-vinder de suverænt laveste odds - hos Unibet er hun helt nede i odds 1,30.

Hos Danske Spil har man sænket vinderoddset på Simone til 2, og en overvejende stor del af spillerne sætter da også deres lid til den 20-årige sangerinde.

Tiltrækker spillerne

- Knap 60 procent af alle indskud er sat på Simone som vinder, mens Emmelie de Forest og Mohamed Ali ligger på de efterfølgende pladser, fortæller oddssætter Hans-Henrik Stie.

Også hos de øvrige bookmakere spås Mohamed Ali og Emmelie de Forest at gå i top tre i morgen aften.

Hos NordicBet er Mohamed Ali faktisk favorit og giver odds 3,25 for en sejr, mens Simone her ligger nummer to med odds 3,50.

Vil du have chancen for at hive den helt store gevinst hjem på Grand Prix'et i morgen aften, bør du overveje at satse på Louise Dubiel eller Jack Rowan feat. Sam Gray, som generelt har de højeste odds.

Dansk Melodi Grand Prix sendes i morgen aften kl. 20.30 på DR1 og hos bl.a. Danske Spil kan du under showet oddse live på vinderen.