Bookmakerne: Tre kvinder skal kæmpe om Grand Prix-sejr

For første gang i fire år sender Danmark en kvindelig solist til Eurovision. I hvert fald hvis man skal tro bookmakerne.

Emmelie de Forest vandt først det danske og siden det internationale Melodi Grand Prix i 2013. (Foto: Henning Bagger/Scanpix)

Ikke siden 2013, hvor Emmelie de Forest som bekendt gik hele vejen og vandt Eurovision Song Contest med 'Only Teardrops', har Danmark været repræsenteret af en kvinde i den internationale popdyst.

Men i år er det igen blevet kvindernes tur til at kæmpe om trofæet og Eurovision-billetten.

Det spår samtlige af landets bookmakere.

Kvindeligt opgør

De tre kvinder, som spilselskaberne har størst tiltro til, er sang nummer 1, Ida Una 'One', sang nummer 4, Anja 'Where I Am', og sang nummer 8, Sada Vidoo 'Northern Lights'.

- Ida Unas 'One' er skrevet ud fra en klassisk popskabelon, og det fungerer bare. Omkvædet er fængende, og det er nu engang det vigtigste, når det handler om Melodi Grand Prix, siger oddschef hos Bet25, Morten Olsen.

Ida Una har laveste odds hos alle spilselskaber, hvor hun giver et sted mellem to og tre gange pengene igen. Hun er dog tæt forfulgt af Sada Vidoo og Anja, der begge giver maksimalt 7 gange pengene igen for en sejr.

- Det er ikke mange år siden, vi har set Conchita Wurst vinde som drag queen til Eurovision. Sada Vidoo er endnu et enestående bekendtskab, der kan blive den næste i rækken. Hendes stemme og optræden som levende dukke er særegen, og det kan tippe vægtskålen til hendes fordel, siger Thomas Holm, der er pressechef hos NordicBet.

Han suppleres af oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

- Ud over Ida Una og Sada Vidoo er også dansk-australske Anja naturlig at tage med i favoritfeltet, eftersom hun blev nummer to sidste år, siger han.

Intet afgjort på forhånd

Ser man på afstemningen her på dr.dk, melder der sig yderligere et par kandidater i favoritfeltet, nemlig svenske Johanna Beijbom, som i skrivende stund har næstflest stemmer, og Thomas Ring, der ligger på en komfortabel fjerdeplads ud af de ti sange.

At bookmakernes ord ikke altid kan tages for gode varer, og at alt kan ske, når først musikken spiller, så vi så sent som ved sidste års Melodi Grand Prix. Her havde ingen nemlig luret, at Lighthouse X ville løbe med sejren.

Se Melodi Grand Prix 2017 på DR1 lørdag klokken 20.

Facebook
Twitter