Brandfarligt sceneshow: DR sendte ukrainsk tv på overarbejde

Grand Prix-arrangørerne var ekstremt bekymrede for Danmarks kombination af fyrværkeri og vindmaskine.

Der var både fyrværkeri og vind på scenen, da Anja i går aftes sikrede Danmark en plads i finalen, som bliver afholdt lørdag.

Vi vil gerne bade scenen i et rekordlangt fyrværkerishow og samtidig sætte fuld styrke på en vindmaskine, som kan få hendes gyldne lange hår til at blafre smukt.

Der var skruet helt op for kreativiteten og ambitionsniveauet, da Danmark afleverede sin ønskeliste til et storslået sceneshow forud for Anjas optræden i det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision.

Ønskerne skulle de ukrainske arrangører og tekniske medarbejdere lige tænke en ekstra gang over - kombinationen af vind og gnister var nemlig også opskriften på en storslået scenebrand.

- De var bekymrede for, at fyrværkeriet ville være så kraftigt, at det ville blæse over i bagskærmen og sætte ild til scenen, siger DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

- Men vi holdt fast i, at vi ville have både vind og det længste fyrværkeri set på en Eurovision-scene nogensinde.

Udover brandfaren var teknikkerne også bekymrede for, at fyrværkeriet ville udvikle voldsomt meget røg - normalt varer fyrværkeriet i Eurovision-sange mellem 20 eller 30 sekunder, Danmark bestilte et på rekordlange 50 sekunder.

Se sceneshowet med fyrværkeriet fra Anjas optræden til semifinalen i går.

Kompromis-løsning

Arrangørerne gik i tænkeboks, og i mens ventede den danske delegation i spænding.

- Vi var spændte på, om det kunne lykkes, og der var spænding helt op til den første prøve, siger Jan Lagermand Lundme.

Her kunne teknikkerne til Danmarks store glæde heldigvis præsentere en kompromis-løsning, som hverken ville brænde scenen af eller udvikle røg:

Vindmaskinen skulle slukkes, når fyrværkeriet-vandfaldet tændes i sidste del af showet, og der er heldigvis så højt til loftet over Grand Prix-scenen i den ukrainske hovedstad, Kiev, at røgen samler sig oppe under loftet uden at genere publikum og sangere.

- Så man kan være helt rolig derhjemme. Der går hverken ild i Anja, koret eller scenen, understreger Jan Lagermand Lundme.

Når Anja i morgen optræder til finalen, vil den opmærksomme seer derfor kunne se, at Anjas hår blafrer på scenen under andet omkvæd, mens det i sidste del og højdepunktet af sangen bliver erstattet af et gyldent fyrværkerishow.

Facebook
Twitter