CARLSEN 'Standing Up for Love'

CARLSEN synger sang nummer 7, 'Standing Up for Love', i Dansk Melodi Grand Prix 2018. Mød CARLSEN her.

Harmonierne er hundrede procent i højsædet, når søstertrioen CARLSEN går på scenen i årets Melodi Grand Prix.

De tre søstre Vanja Carlsen (43), Laila Carlsen (39) og Barbara Chaparro (32), der alle er født og opvokset i Thorshavn på Færøerne, har nemlig fået musikken ind med modermælken.

Deres far er pianist og deres mor sanger, og allerede da søstrene var børn, indspillede familien sammen en række kristne børnesange på færøsk. Siden har de tre søstre sunget i gospelkor, ligesom de både sammen og hver for sig har sunget i utallige konstellationer.

Siden 2000 har Vanja, Laila og Barbara sunget sammen under navnet CARLSEN, og det har blandt andet resulteret i en turné i USA samt udgivelse af en ep.

De tre søstre bor alle fortsat i Thorshavn sammen med deres familier.

Når de ikke bruger tiden på sang og musik, arbejder storesøster Vanja som kardiologisk sygeplejerske på Landssygehuset i Thorshavn, mens Laila og Barbara arbejder som frisører og makeupartister i en salon i byen.

Melodi Grand Prix har altid fyldt meget i Carlsen-søstrenes barndomshjem, hvor bedstefarens videobånd med showene blev flittigt afspillet, og hvor navne som Herreys, Kirsten og Søren, Nicole, Carola og Tommy Seebach udgjorde soundtracket til søstrenes barndom.

Det er derfor også lidt af en barndomsdrøm, der går i opfyldelse for Carlsen-søstrene, når de nu selv skal deltage i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Standing Up for Love'.

- Det er enormt stort og meget uvirkeligt pludselig selv at skulle være en del af noget, som har betydet så meget for os i vores barndom. Det ville være fantastisk at få lov til at repræsentere Danmark ved Eurovision, lyder det samstemmende fra Vanja, Laila og Barbara.

Internationale hitmagere står bag

'Standing Up for Love' er skrevet og komponeret af de to svenskere Thomas Thörnholm og Michael Clauss samt amerikaneren Dave Rude.

Sang nr. 7
  • Titel: 'Standing Up for Love'
  • Artist: CARLSEN
  • Tekst og musik: Thomas Thörnholm, Michael Clauss og Dave Rude

Thomas Thörnholm og Michael Clauss har haft flere sange med i det svenske Melodi Grand Prix, Melodifestivalen, og har desuden arbejdet med store svenske navne som Magnus Carlsson, Alcazar, Jan Johansen og Rednex.

Dave Rude er medlem af det amerikanske rockband Tesla, som han også har skrevet flere hits for, og derudover har han skrevet og produceret sange til kunstnere som Lil B og Chris Lie.

Positiv og fuld af kærlighed

Bidragsproducer på Dansk Melodi Grand Prix 2018, Mads Enggaard, siger følgende om 'Standing Up for Love'.

- Søstrene fra Færøerne har sunget sammen hele deres liv og giver os med 'Standing Up for Love' en sang, der mest af alt er et positivt kærlighedsmanifest og en opfordring til at gå livet i møde med et åbent hjerte uden at lade frygt og tvivl styre os.

- Trioen forløser fuldstændig denne sang med deres skønne stemmer, som smelter sammen i overbevisende harmonier på en måde, hvor det er svært ikke at overgive sig til kærlighedsbudskabet og troen på, at vi kan gøre en forskel ved at stå sammen i kærlighedens navn.