Cutfather får ansvaret for musikken i Melodi Grand Prix

Popsnedkeren Cutfather kommer til at spille en helt central rolle, når vi skal finde den næste danske Eurovision-repræsentant.

Han har både skrevet hits til internationale stjerner som Kylie Minogue og vundet den danske udgave af X Factor. Nu får musikproduceren Cutfather en nøglerolle i forbindelse med Melodi Grand Prix 2016. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © DR (type 1))

Der skal helt nye boller på den musikalske suppe, når vi i starten af 2016 skal finde den sang og artist, vi sender til Sverige for at forsvare de rød-hvide farver i Eurovision Song Contest.

Derfor har DR valgt at tildele en vaskeægte stjerneproducer og popsnedker en helt central rolle i forbindelse med Melodi Grand Prix 2016: Mich Hedin Hansen – bedre kendt som Cutfather – bliver nemlig ny musikansvarlig for konkurrencen næste år!

- Cutfather er en popsnedker, der ved, hvad der skal til, og jeg er så lykkelig for, at han har takket ja til opgaven

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef

- Vi har besluttet at tage én af de bedste musikproducere i Danmark og gøre ham til musikansvarlig, nemlig Cutfather. Han får ansvaret for at finde sangene, der gør, at vi kommer i top igen. Cutfather er en popsnedker, der ved, hvad der skal til, og jeg er så lykkelig for, at han har takket ja til opgaven, fortæller Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR.

Cutfather: ”Altid frisk på en udfordring”

Superproduceren glæder sig til sit nye job:

- Grand Prix har haft et blakket ry i det danske musikmiljø i mange år. Men jeg ender altid selv med at se showet, og det er en begivenhed, der samler folk og kan rigtig meget. Så hvorfor ikke gå ind i det, og se hvad jeg kan tilføre? Jeg er altid frisk på en udfordring, fortæller han til dr.dk og uddyber:

- Jeg skal være med til at finde de numre, som skal deltage i konkurrencen, og det kræver meget arbejde, for man skal både finde de rigtige sangskrivere, de rigtige musikere og de rigtige komponister, for at kunne komponere de her sange, så man får nogle hits!

I 2011 vandt Cutfather X Factor med sin unge deltager Sarah, da finalen fandt sted i et propfyldt Parken. I 2016 skal han give det danske Melodi Grand Prix en vitaminindsprøjtning. (Foto: Kasper Christensen © DR)

”Vi skal ikke have dårligt selvværd”

Lundme slår fast, at opgraderingen på Grand Prix’ets musikalske front ikke har noget at gøre med det skuffende resultat til årets Eurovision i Wien, hvor Danmark for første gang i otte år måtte se sig slået ud af konkurrencen allerede i semifinalen.

- Ingen skal være flove over vores præstation (i Wien, red.). Det er ikke mere end to år siden, Danmark vandt sidste gang. Så vi skal ikke have dårligt selvværd, understreger Lundme og uddyber:

- De fleste andre lande er begyndt at tage konkurrencen mere alvorligt rent musikalsk. Det har vi gjort længe i Danmark, men når resten af Europa optimerer, så skal vi også gøre det.

Skal både finde sange og solister

I den forbindelse står Cutfather overfor noget af en opgave som musikansvarlig for Melodi Grand Prix. Han skal sammen med musikproducer Jonas Schrøder, der har været tilknyttet det danske Grand Prix siden 2013, både lede processen, når sangene skal findes, og være med til at finde frem til de artister, der kan fremføre dem på allerbedste vis.

Og man kan allerede nu og frem til 7. september indsende sin sang, hvis man tror man har det, der skal til for at nå helt til top i Melodi Grand Prix.

De foreløbige datoer for Eurovision Song Contest 2016 er 10., 12. og 14. maj. Datoen for Melodi Grand Prix 2016 bliver meldt ud senere i år.