Cutfather vil bringe Eurovision tilbage til Danmark

Stjerneproduceren Cutfather bliver musikansvarlig for Melodi Grand Prix i 2016. Og succeskriteriet for næste års konkurrence er ikke til at tage fejl af.

Cutfather har et højt ambitionsniveau som musikansvarlig på Melodi Grand Prix 2016. (Foto: Søren Bygbjerg © DR)

Det skuffende danske resultat til Eurovision i Wien tilbage i maj måned, kommer ikke til at gentage sig til næste år.

I hvert fald ikke, hvis det står til produceren Mich Hedin Hansen – bedre kendt som Cutfather – der bliver ny musikansvarlig på det danske Melodi Grand Prix i 2016:

- Jeg har fået oplært mig en eller anden form for, hvad der rammer bredt og fungerer godt

cUTFATHER, MUSIKANSVARLIG, mELODI gRAND pRIX 2016

- Jeg har tidligere været med i juryen til Grand Prix, så mine ører er tunet ret godt ind på, hvordan folk vil stemme. Jeg har fået oplært mig en eller anden form for, hvad der rammer bredt og fungerer godt, fortæller Cutfather til dr.dk.

- Det kan jeg bruge i denne her sammenhæng, og forhåbentlig kan jeg være med til at finde lige præcis den sang, der vil fungere allerbedst i Eurovision … For det handler om at vinde!

Fokus på det danske sangskrivermiljø

Cutfather, der blandt andet har produceret for stjerner som Kylie Minogue, All Saints og boybandet Blue, vil i sit arbejde med Melodi Grand Prix 2016 fokusere meget på det danske sangskrivermiljø:

- Der er et rigtig godt sangskrivermiljø i Danmark, og der er en professionel tilgang til det at lave musik. Jeg har et stærkt netværk i sangskrivermiljøet, og nu skal jeg motivere nogle af dem til at være med i Grand Prix.

Udover de sangskrivere, som vil blive specielt inviteret til at bidrage med en sang, vil man som altid kunne indsende sin sang til Grand Prix’et på helt almindelig vis via DRs hjemmeside.

Grand Prix er en ”super god platform”

Cutfather mener, at Melodi Grand Prix er noget nær den perfekte platform for nye kunstnere, der gerne vil nå bredt ud med deres musik:

- De sidste par år er det blevet klart, at man godt kan få et rigtigt hit ud af at være med i Grand Prix. ’Euphoria’ (Sveriges Eurovision-vinder i 2012, red.) blev et stort hit, og Måns Zelmerlöw, der vandt i år, lå nummer ét på iTunes i 11 lande, efter han vandt Eurovision med ’Heroes’, forklarer Cutfather og slutter:

Sveriges vindersang fra årets Eurovision, 'Heroes', har nydt stor succes på de europæiske hitlister efter sejren 23. maj. (Foto: Elena Volotova © EBU)

- Hvis man har noget at tilbyde musikalsk, så har man en super god platform i Grand Prix’et. Hvorfor ikke udnytte det optimalt?

De foreløbige datoer for Eurovision Song Contest 2016 er 10., 12. og 14. maj. Datoen for Melodi Grand Prix 2016 bliver meldt ud senere i år.