Da Stig Rossen fik sit eget rejehop

Han troede bare, han skulle synge en demo. Men pludselig blev den unge Stig Rossen folkeeje, da han iført stram spandex fik nationen til at danse hen til kommoden og tilbage igen.

Hvis man lukker sine øjne og tænker på Stig Rossen er det ikke usandsynligt, at det første indre billede, der fremkaldes, er dét, hvor han iført stramme springgymnastbukser araberhopper sig ind på scenen i Dansk Melodi Grand Prix 1988 for at fremføre sangen 'Vi danser rock og rul'.

Scenen var glimtende firser-gul og danserne, og Stig Rossen havde farvekoordineret tøjvalget i sort og hvidt polkaprikket, da han fik nationen til at danse "hen til kommoden og tilbage igen".

Men det var faktisk lige før, at Stig slet ikke skulle have været med i Grand Prix'et, afslører han til dr.dk/grandprix i anden del af serien, hvor Grand Prix-stjernerne fortæller om deres personlige oplevelser med Dansk Melodi Grand Prix.

Havde ikke tid til at være medHan var i slutfirserne startet på skuespillerskolen i London, og havde, da han var hjemme i juleferien, indspillet demo-versionen af 'Vi danser rock og rul', til sangskriver Helge Engelbrechts glæde. Stig havde dog travlt med studierne, og havde på forhånd sagt, at han nok ikke kunne afsætte tid til deltagelse i Grand Prix'et, hvis sangen måtte blive udvalgt.

- Sangen kom jo heller ikke med, så jeg tænkte, "Nå, jamen det er fint". Så fik jeg hjulpet Helge, og så var jeg fri for at skulle tage beslutningen, om jeg skulle være med i Grand Prix'et eller ej.

Lige før nytår fik Stig imidlertid et opkald fra Helge. Sangen var med alligevel, Stig skulle deltage - resten er som bekendt Grand Prix-historie. 'Vi danser rock og rul' blev nummer 4.

Stig Rossen tænker glædesfyldt tilbage på sin Grand Prix-deltagelse og på sit araberhop:

- Det er jo blevet mit rejehop, kan man sige.

Eurovision Show ContestNæsten to årtier senere, i de sene 00'ere, havde Stigs forhold til konkurrencen imidlertid ændret sig:

- Det hedder jo Eurovision Song Contest. Det er kompositionen og teksten, der skal være i højsædet, og det var i de forgange tre-fire-fem år før da blevet meget til Eurovision "Show" Contest, synes jeg.

Det blev der dog rådet bod på i 2007. Stig var igen på scenen i Dansk Melodi Grand Prix, denne gang med den pompøse ballade 'Så nær som nu'.

- Jeg synes, at Ivar Lind Greiner skrev en fantastisk sang, som havde noget af den svundne storhed, som jeg kan huske tilbage fra Johnny Logans store hits, siger han, og uddyber:

- Det ville være fantastisk, hvis det kunne være den store smukke pop-ballade, der gik hen og vandt Grand Prix'et igen, for jeg synes sangen har nogle kvaliteter, som mange af show-numrene ikke har.

Grand Prix'ets betydningStig fik altså tilført Grand Prix'et fornyet fokus på sangen og dens komposition med hans optræden i 2007, og folket belønnede ham med en flot 3. plads, mens drag-dronningen DQ tog sejren - med et udpræget shownummer. Og Stig er sig bevidst om den betydning, konkurrencen har haft for hans karriere:

- Der er ikke nogen tvivl om at min medvirken i Grand Prix i 1988 gjorde, at jeg kom på plakaten. Det var enormt lærerigt, slutter han.

Se hele videoen med Stig Rossen her på siden og følg med, når der kommer nye nostalgivideoer hver uge på dr.dk/grandprix.

Facebook
Twitter