Danmark hittede i Grand Prix: Sådan gør vi det igen i 2019

Fokus på helheden og en sang med et budskab skal være med til føre den danske Eurovision-succes videre til næste år.

"Vi har arbejdet mere fokuseret på helheden, og det har givet pote", mener Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR. (Foto: henning Bagger © sCANPIX)

Et klart koncept, en rigtig god sang og nogle fantastiske vikinger.

Sådan lød opskriften på dansk succes i Eurovision Song Contest 2018, og den opskrift kan vi tage med videre til næste år, når succesen skal føres videre.

- Vi er lykkedes på rigtig mange parametre. Vi har arbejdet mere fokuseret på helheden, end vi har gjort før, og det har givet pote, fortæller Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR.

Succes med samlet pakke

Det er William Lee Adams, chefredaktør på Eurovision-siden Wiwibloggs, enig i:

- DR's store succes skal findes i den samlede pakke. I havde en klar historie, som blev bragt til live med et godt sceneshow. Korsangerne lignede mere karakterer fra en tv-serie end sangere med deres store skæg og vikingeudstyr.

Det er dog en hårdfin balance:

- Havde man gjort endnu mere ud af udtrykket, var det måske kommet til at minde om noget fra 'Pirates of the Caribbean'. DR gik lige til kanten på den gode måde.

- Mit råd til næste år er: Bekymr jer ikke om juryerne! De skal nok lære at sætte pris på de danske bidrag.

Vi skal sende et statement

Johann Sørensen, der er formand for den danske Grand Prix-fanklub, er enig i betragtningerne om, hvordan Danmark kan føre succesen videre.

- Vi skal ikke bare sende en sang af sted, vi skal sende et statement af sted - præcis som vi har gjort i år. Når vi sender hele pakken, ligesom vi har gjort i år, så bliver det belønnet i Eurovision.

Johann Sørensen nævner vinderen fra 2013, Emmelie de Forest, som eksempel og mener også, at vi har haft fat i vinderformlen i år:

- Vi skal sende en god sang, en god sanger og have et godt sceneshow. Og så skal sangen også have et stærkt budskab med sig.

Bidragsproducer har gjort det "skide godt"

Jan Lagermand Lundme kan endnu ikke sige noget om, hvordan han og resten af DR konkret vil bruge erfaringerne fra i år til næste års danske Grand Prix, men medgiver, at bidragsproducer Mads Enggaard har spillet en stor rolle i dette års succes.

Enggaard, der i 10 år har arbejdet i tv-branchen, primært på musikprogrammer som Toppen af Poppen og X Factor, har som noget nyt i år stået for hele processen fra udvælgelsen af sangene, til vinderen er fundet, i forbindelse med det danske Melodi Grand Prix.

- Mads har gjort det skide godt. Han har troet på det hele vejen - og vi er lykkes!