Danmark starter som nummer 13

En perfekt lodtrækning, mener kommentator Ole Tøpholm, efter startrækkefølgen til semifinalerne i det europæiske Melodi Grand Prix er fundet.

(Foto: Søren Bygbjerg © DR)

Soluna Samay skal på scenen som nr. 13 i Grand Prix-semifinalen 22. maj. Det blev afgjort tirsdag formiddag ved en - stærkt forsinket - lodtrækning i Baku i Aserbajdsjan, hvor delegationslederne fra årets 42 deltagerlande var samlede.

- Det er svært at være pessimist. Danmark har fået en perfekt lodtrækning, og det lover godt for en dansk finaleplads, mener Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm, som fulgte lodtrækningen via eurovision.tv.

Vigtig startrækkefølge

Startrækkefølgen har fået større betydning, da reglerne er ændret i år, så tv-seerne først kan stemme, når alle sangene har været fremført i hvert show. Og her er det til Danmarks fordel, at vi ligger i slutningen af showet, forklarer Tøpholm.

- Det er en fordel at ligge til sidst i feltet, så seerne kan huske ens sang bedre, når afstemningen begynder. Men det er jo stadig den gode sang og optræden, som er afgørende, pointerer han.

Står til at vinde første semifinale

Selvom nogle af de lande, der traditionelt stemmer på Danmark, ikke er med i vores semifinale og derfor heller ikke kan give os points, så kan vi vide os temmelig sikre på at kvalificere os til finalen, mener Ole Tøpholm.

- Hos bookmakerne står vi lige nu til at vinde første semifinale, selvom man selvfølgelig altid skal tage odds'ene med et gran salt. Så selvom vi ikke har nordmændene og svenskerne til at stemme på os i semifinalen, så tror jeg, at Solunas sang appellerer så bredt, at den vil gå rent ind i det meste af Europa, siger han.

Danmark skiller sig ud

Alle årets 42 Grand Prix-bidrag er nu fundet, på nær San Marino, der har fået frist til fredag kl. 12 til at finde en ny sang eller ændre teksten til deres bidrag, 'Facebook Uh Oh Oh', som EBU mener er en upassende reklame for den amerikanske internetgigant.

- Der er mange ballader og meget hårdtpumpet popmusik med i år, og i det felt skiller Danmark sig ud. Og så sidder Solunas vokal så skarpt, at hun vil blive husket, når juryerne og tv-seerne skal afgive deres stemmer.

Soluna Samay og resten af den danske Grand Prix-delegation rejser til Baku søndag 13. maj og begynder prøverne dage efter. Tirsdag 22. maj er vi med i første semifinale, torsdag 24. maj sendes anden semfinale, og lørdag 26. maj er der finale.

SEMIFINALE 11. Montenegro2. Island3. Grækenland4. Letland5. Albanien6. Rumænien7. Schweiz8. Belgien9. Finland (Wildcard: Valgte selv sit startnummer)10. Israel11. San Marino12. Cypern13. Danmark14. Rusland15. Ungarn16. Østrig17. Moldova18. Irland (Wildcard: Valgte selv sit startnummer)FINALE1. Storbritannien9. Frankrig10. Italien13. Aserbajdsjan19. Spanien (Wildcard: Valgte selv sit startnummer)20. Tyskland

Facebook
Twitter