Danni Elmo

Sidste år endte han på en 2. plads med sin egen sang, '2 in 1'. Nu er Danni Elmo tilbage med en sang skrevet af saxofonisten Thomas Edinger.

Om solisten

Sidste år endte han på en flot 2. plads med sin egen sang, 2 in 1, - nu tager Danni Elmo endnu en dans med sit indre Grand Prix-monster - denne gang deltager han i Dansk Melodi Grand Prix med en sang, der er skrevet af Thomas Edinger.

"Det er anderledes at stille op, når det ikke er min egen sang, jeg skal synge. Lidt mere stille og roligt end sidste gang, hvor jeg var helt alene om det og aldrig havde prøvet det før. Jeg glæder mig helt vildt", siger Danni Elmo.

"Jeg er spændt på, hvordan folk tager det - at jeg stiller op igen. Jeg kan godt være lidt nervøs for de forventninger, som folk har efter den gode placering sidste år", siger Danni.

Danni Elmo har haft susende travlt, siden sin debut i Dansk Melodi Grand Prix. Han har været ude at spille et hav af koncerter og har brugt meget tid på at indspille nye sange.

Om sangskriveren

Nu er Danni tilbage efter mere Grand Prix - denne gang med en sang, der er skrevet af musiker og komponist Thomas Edinger. Udover at skrive sanger spiller Thomas Edinger også saxofon - lige nu arbejder han på et jazzalbum med kvintetten STRØM, som han har dannet sammen med jazztrompetisten Maj Berit Guassora.

Og det var netop hans evner som saxofonist, der var brug for, da han forleden havde en dag, der endte med at blive ret spændende: Samme dag, som han blev ringet op af folkene bag Dansk Melodi Grand Prix med besked om, at hans sang var blevet udtaget til showet, blev han også kontaktet af RadioUnderholdningsOrkestret, der gerne ville ham til at spille med i den store Julegalla i Operaen.

Udover RUO har han også spillet for bl.a. Søren Sko og Søs Fenger - og også for kendte Grand Prix-navne som Søren Poppe og Jakob Sveistrup.